Vær hilset, kære læser af denne halsbrækkende og balstyriske blog.

I dag kiggede jeg på mit timeglas og overraskedes over, at der allerede er gået næsten to uger siden en flyvemaskine landede i Bangkok Lufthavn og jeg steg ud af den. Tiden går altså ikke, som mange ellers tror, langsommere i Bangkok end andre steder, nærmest tværtimod. Hvis mit praktikophold var en lagkage, ville jeg allerede have spist næsten en sjettedel, hvis I altså kan forestille jer mig spise en hel lagkage. Jeg kan jo godt lide lagkager, ved I. Nå, nok madsnak - bundlinjen er, at jeg sgu er ved at falde til herovre. Jeg forundres ikke længere over den tonstunge varme, der sætter sig på en som en stor, varm og ubehagelig blåhval hver gang man stikker hovedet ud af en dør. Jeg har lært at bruge aircondition, selvom jeg prøver at spare på den. (Det skidt KAN bare ikke være sundt for miljøet) Om morgenen vækker min mobiltelefon mig med samme tone som derhjemme, jeg er megabombet og min tandpasta smager som den plejer og min seng virker ligeså tillokkende, som den altid har gjort, mens jeg tøvende tumler ud i bad.
De 15-20 gadehandlere, jeg passerer hver morgen på min 4½ minut lange gåtur på arbejde, genkender mig efterhånden (hvilket er nemt, jeg er den eneste lyshårede dude med skæg i miles omkreds) og jeg nikker og smiler og siger ”sawadee hrap” så godt som jeg nu kan til dem alle sammen. Så ankommer jeg til The Monk (studiet), stadig bombet og med bittesmå, skulende øjne, og skummer et kvarters tid over en kop kaffe, mens jeg glor på mails og foretager andre overspringshandlinger for ikke at komme for hektisk i gang med dagens dont.
Min opgave er storyboards og koncept design. Vi får udleveret en sekvens; et stykke manuskript på f.eks. 1 minut og skal så foreslå, hvordan den del af filmen skal klippes. Instruktøren har naturligvis en stil og nogle ideer, vi skal lægge os op ad, men Tod er flink, så der er masser af plads til at få sine egne abekattestreger med i historien.
Det handler om at lave en hel masse små, tændstiksmands agtige skitser af hvert skud, så man kan give instruktøren en ide om hvad man har tænkt sig. Så enten nikker han eller ryster på hovedet.
Kort sagt handler historien om en kagemand, der pisser en masse irere af og derfor må flygte til udlandet med en ræv. Læg i det, hvad man vil, men det skal nok blive sjovt; der er masser af mindreårsfadølsdruk og lagkagehumor i min sekvens.
Lige nu designer jeg en masse elementer til baggrunde osv. og glor på en masse fotos af Irland, som jeg så prøver tappe ned i tegnefilmens univers.
Kongen for fanden, ham har jeg sgu helt glemt. Hvis I tror danskerne er pjattede med deres kongehus, så skal man fandeme bare tage til Thailand. I sammenligning med Thailands konge kommer Mary til at ligne en våd papfigur af Marianne Jelved. Thailands konge er en levende legende. Der eksisterer en nærmest guddommelig stemning omkring ham og han findes afbildet overalt; i stuer, i restauranter, under taxachaufførens bakspejl, ikke ulig (og nu vover jeg pelsen) gode gamle Formand Mao. Det første man ser i lufthavnen er et megaskilt med ”LONG LIVE THE KING” og før enhver biograffilm skal alle rejse sig op, og så kører en lille reklamefilm i gyldent sollys, hvor han gives æren for alt, hvad der er smukt og frugtbart i landet. Korn, Fiskeri, Børn, Hæren. Hver mandag er gul trøjedag, fordi han vist nok blev født på en mandag.
Jeg grænser til majestætsfornærmelse og forræderi og kan sikkert regne med landsforvisning og halshugning med rusten og beskidt le ved bare at være en kende skeptisk omkring ham – så hold tæt, folkens - men det virker mildest talt lidt wack at tilbede en gammel mand på den måde. Han bliver 80 i november, men jeg har ikke set et eneste billede af ham med gråt hår. Still going strong, I guess. Hvad pokker gør de når han kradser af?

Nå, nu kommer der et lille billedshow fra min sidste uge i Bangkok