søndag den 30. september 2007

Chinatown night out

Hej folk og andet godt,
Disse her billeder er fra Fredag aften, hvor vi blev slæbt en tur i Chinatown - Bangkok har altså også en.

Her er vi på blomstermarked. Det var et gigantisk marked, der åbner hver aften og er åbent om natten...(?), med flere blomster end jeg troede der eksisterer i hele verden. Sådan så boderne ud. Det regnede temmelig meget, men Tod var ikke bleg for et sjovt lille ansigt. I forgrund, Dhou, som viste os rundt.
Endnu en Taxatur. Buddha sidder i sin krystalbobbel på instrumentbrættet og holder øje med, at alt går efter bogen
Og så skulle vi pokkertageme have noget at spise - den stod på seafood, hvilket jo ikke ligefrem er min kop te, men jeg prøvede sgu det hele, inklusive disse her fyre.
Der var en lettere trykket stemning blandt de håndjernsklædte krabber på dødsgangen.
Her er så menuen. Vi fik smagt det meste, dog ikke Bird nest, som, hvis jeg ikke tager fejl, er Svalereder, som hovedsageligt består af mudder, ekskrementer og spyt... eller hvad, far?
Lidt stemning fra det lille gadekøkken


Nu også mere BLOG

Iøvrigt har mit filmhold jo deres egen blog her:

http://rungingerrun.blogspot.com/

Hvor der, udover flere af mine fotos, er tegninger og sjov og ballade fra filmproduktionens fremskriden.

Dagbog + samfundsanalyse

Lørdag d. 29. september

Kære dagbog,

Jeg vågnede klokken syv. Min mobil lynede og tordnede som et lille diskotek. Jeg vidste, at det ikke var tid til at snooze, som jeg plejer, for dagen var proppet med planer. Vores første fieldtrip ventede forude.
Jeg slæbte mit halvrådne legeme ud på badeværelset og tændte for bruseren, hvis iskolde piskesmæld haglede ned over mig et par minutter og peppede tingene lidt op; men straks jeg var tør, begyndte søvnen igen at kalde på mig nede fra dynerne. Jeg sad et par minutter på min sengekant og skummede af raseri indeni over tidspunktet. Jeg holder ikke af at blive sparket så tidligt ud af fjerene på en lørdag. Nå, det hjalp jo ikke at pive, så jeg satte noget hårdkogt rock på for fulde gardiner i de ti minutter det tog at børste tænder og få tøj på. Set i bakspejlet var det nok lidt hensynsløst over for mine thailandske naboer – men ok, de ser kongfu film og skændes klokken to om natten på hverdage, så helt dårligt har jeg det ikke med det. Det hjalp i hvert fald lidt på morgenfriskheden med en god gang pigtråd.
Frugtsælgeren på hjørnet holder åbenbart fri om lørdagen (eller også er han heller ikke morgenmenneske), så der var ingen morgen-ananas til mig. Jeg måtte nøjes med en gang appelsinjuice hos damen ti meter længere henne.
Ude foran studiet var de andre allerede mødt op og der holdt en stor, sølvglinsende minivan og ventede med motoren tændt. Et par minutter senere var vi på vej og Bangkoks beton-skyline for forbi vores søvnige øjne. Jeg faldt hurtigt i søvn igen og vågnede først, da bilen stoppede et ubestemt sted og vi skulle ud.
Der var ingen af os, der vidste, hvad det helt præcist var vi skulle se i løbet af dagen og det tilførte det hele et spændende overraskelses-element, men hjalp ikke til at få os til at fremstå mindre som de ignorante turister, vi jo - når alt kommer til alt - er. Senere skulle det vise sig, at dagens rytme mere eller mindre var: ud af minivan, opleve, tage billeder, ind i minivan, sove eller stene, ud af minivan osv… vi skulle helst ikke røre en finger, udover selvfølgelig for at trykke på knappen på vores kameraer, som vi da også flittigt gjorde.
Nu er det fair at forklare, at turen var arrangeret af firmaet, og vores guide var ejeren Jucks bror Dou (udtales som homer simpsons berømte catchphrase), som fulgte os rundt med venlig og diskret opførsel, krydrede vores oplevelser med informationer om seværdighederne, og, ikke mindst, høfligt insisterede på at betale for alle måltider og indgangsbilletter. Dette mødte da heller ikke nævneværdig modstand fra turens deltagere. Man vænner sig skræmmende hurtigt til at lade sine pengesedler blive i lommerne og bare tage imod al luksusen. Hvad turen konkret indeholdt af seværdigheder og oplevelser, vil jeg lade fotografierne om at beskrive for det gør de jo som bekendt bedst, faktisk præcis 1000 gange bedre end ord (eller hvordan det nu er), men det jeg bedst husker fra dagen, var en ukendt følelse, der gennem de sidste par uger langsomt, men stødt, har sneget sig ind på mig og nu fik sit gennembrud: Følelsen af at være rig.
Det er selvfølgelig ikke nogen overraskelse, at en gennemsnitsdansker har en stærkere økonomisk base end en gennemsnitsthai; men det er første gang jeg besøger et land og som rejsende befinder blandt de rige, i et lag, som standsmæssigt hviler ovenpå de fattigere lags skuldre. Samfundet er simpelthen konstrueret efter tjener/herre princippet; der er altid nogen, der kan tage slæbet for en, hvis man vifter med en pengeseddel (Jeg ved det samme til dels er tilfældet i Centralamerika, men på den tur gjorde Carl og jeg en dyd ud af at rejse og bo under så lurvede og beskidte (og billige) forhold som muligt).
Derhjemme er gæsten jo hverken rigere eller fattigere end den serverende, og af frygt for en spytklat i latten og til dels af ren og skær venlighed, sørger gæsten for at behandle den serverende ligeværdigt. (generelt set; vi har selvfølgelig også vores snobberi)

Her er det anderledes. Næsten alle forholdet er bygget op omkring forskellen mellem rig og fattig. Jo mindre, den rige ulejliges, jo bedre.
Flodbåden, vi på et tidspunkt sejlede på, naglede det fast. Det var en todækket, firkantet flodpram, øverste dæk åbent med solskærm og hvide duge på bordene. Underste dæk mørkt og – ja, mørkt. Jeg var nemlig ikke derinde på noget tidspunkt. Dou førte os elegant direkte ovenpå, hvor vi fik et fint bord oppe ved stævnen med personlig tjener.
Ikke på noget tidspunkt kom en gæst nede fra op ad trapperne for at se udsigten.
Men maden var fantastisk god og egentlig ikke snobbet på nogen måde. Tjeneren holdt hele tiden et skarpt øje med ølstanden i mit (og de andres) glas og var over mig hvis jeg bare så meget som kastede et blik over mod bordet med fulde flasker. Før jeg vidste af det, stod hun derovre med mit halvtomme glas og spurgte hvor mange isterninger, der skulle i min refill (det tog mig et par gange at forklare hende, at jeg helst ville drikke min øl uden, som vi jo er vant til)

Nå, før der går for meget samfundskritik i det hele, vil jeg sige, at turen på alle måder var helt fantastisk og et dejligt roligt afbræk fra Bangkoks larm. At samfundet er mere klasseopdelt end vores er ikke nødvendigvis kun dårligt, og jeg vil nok sige, at selv underklassen her generelt virker meget lykkelig og harmonisk. Her sammenligner jeg igen med Centralamerika, der efter min mening har alvorligere problemer end Thailand, i fh.t. USA's indflydelse og moderniseringen kontra den stringente katolicisme osv.

Jeg skraber jo kun overfladen, når jeg fra flodprammen peger mit digitalkamera ind på bredden og suger det beskedne indblik ned på mit flashkort. Indtil videre har det kun indfanget gode og dejlige ting. Og når man sidder midt på en snoet flod i dejlig varme med en kold øl i hånden og maven fuld af krydret thai mad og betragter livet, der sagte driver forbi på terrasser og små fortøjrede træbåde, mens et hyggeorkester spiller ”Sound of Silence med Simon & Garfunkel (med tyk thai accent), kan man ikke andet end at læne sig tilbage, snuse ind og hilse på den blå himmel og være helt igennem fantastisk lykkelig.

Det glædede mig også at se at underetagen, da vi lagde til kaj igen og jeg tumlede ned ad trapperne med en 3-4 øl i blodet, var ét stort karaoke-party og dørken knirkede af dansende thaier. De forstår fandeme at feste, og jeg var næsten ked af, at vi skulle videre, for en af thaigutterne hev fat i mig og ville have mig ud på dansegulvet til en god, kammeratlig svingom. Det kunne sgu have været morsomt. Men minivanen holdt klar på kajen med brummende motor og sølvglinsende fælge og ventede på at føre os videre på denne lille endags-odyssé i den thailandske oplevelsesparaply.

Fieldtrip no. 1 wörter und bilder

Og her er så lørdagens fotografiske udbytte: Jeg må på forvejen med skælvende hjerte erkende, at kronologien er fucked up, men jeg skal gøre mit bedste for, med informative kommentarer, at gøre oplevelsen nogenlunde acceptabel.

Ja, jeg ved godt at et billede af et tempel ikke er det bedste kick-off, men dette kæmpekompleks af søjler og templer var altså temmelig fantastisk i det dalende sollys.
Og det gjorde det ikke værre at de dersens træer stod i fuld blomst og hyggede sig blandt de historiske vingesus. Og en lille blomst til pigerne
Den der trækrone var bare FUCKING stor og sej. Mit nye yndlingstræ efter egen i rørvig
Jannick poserer smukt foran endnu et tempel
Denne her bus havde sikkerheden helt i top: med otte-ni spejle på hver side af forruden kan det ikke gå galt og man kan let se, hvis man har noget siddende i tænderne
Et af stoppene var en elefantpark. Vi hang ud sammen med den her krabat, en teenage elefant. Jeg har glemt dens navn, men vi kan jo kalde ham Terminator
Terminators ejere sørger for lidt dansemusik til de flapørede krabater
Et traditionelt thai tempel skal I da også lige have med. Indeni er der en gigantisk budda af guld som uomtvisteligt sparker røv på vores ynkelige jesuskrucifikser.
Hello!
Vores flodbåd var pænt pyntet op til den flotte dag.

El Capitan...han styrede os trygt og godt gennem den brune flod med rutine og kølig sømandsattitude
Vi tog fandeme mange billeder den dag. Her er det gringoen Greg, der giver den gas med sit 30D (modellen før min 40D - yesss)
Vores personlige tjener, der var thailandsk mester i lyn-refill og også en flink pige.
Floderne er stadig vigtige transport årer for thaierne og der er masser af arbejde til de utrættelige, små slæbebåde


Appelsinjuice.
Maahir skitser og ser boheme-cool ud - staklen er midt i rhamadanen og måtte se til med løbende tænder mens vi andre frådede vores superfrokost.
Dhou, vores kære tur-guide er en flink fyr, men vist ikke helt glad for kameraer.
Et tempel-mikadospil fortalte mig min fremtid, og den står på dette ark.
Tod er også vild med at fotografere



En masse frugter, som jeg ikke ved hvad hedder - men flot ser det ud...

Kongens gamle sommerpalads, chinese style Det var et temmelig tjekket palads, med tårn og det hele...
Det var det.



fredag den 21. september 2007

Og, for dem, der ikke ved det, hvis man hellere vil laese tegneserier, kan man bare hoppe ind ved siden af paa

http://jeppesandholt.blogspot.com/

eller bare gaa ind paa "se hele min profil" eller hvad den nu hedder paa din komputer, og gaa ind paa "Jeppe Sandholt's Stuff"

Hep Hey
Vær hilset, kære læser af denne halsbrækkende og balstyriske blog.

I dag kiggede jeg på mit timeglas og overraskedes over, at der allerede er gået næsten to uger siden en flyvemaskine landede i Bangkok Lufthavn og jeg steg ud af den. Tiden går altså ikke, som mange ellers tror, langsommere i Bangkok end andre steder, nærmest tværtimod. Hvis mit praktikophold var en lagkage, ville jeg allerede have spist næsten en sjettedel, hvis I altså kan forestille jer mig spise en hel lagkage. Jeg kan jo godt lide lagkager, ved I. Nå, nok madsnak - bundlinjen er, at jeg sgu er ved at falde til herovre. Jeg forundres ikke længere over den tonstunge varme, der sætter sig på en som en stor, varm og ubehagelig blåhval hver gang man stikker hovedet ud af en dør. Jeg har lært at bruge aircondition, selvom jeg prøver at spare på den. (Det skidt KAN bare ikke være sundt for miljøet) Om morgenen vækker min mobiltelefon mig med samme tone som derhjemme, jeg er megabombet og min tandpasta smager som den plejer og min seng virker ligeså tillokkende, som den altid har gjort, mens jeg tøvende tumler ud i bad.
De 15-20 gadehandlere, jeg passerer hver morgen på min 4½ minut lange gåtur på arbejde, genkender mig efterhånden (hvilket er nemt, jeg er den eneste lyshårede dude med skæg i miles omkreds) og jeg nikker og smiler og siger ”sawadee hrap” så godt som jeg nu kan til dem alle sammen. Så ankommer jeg til The Monk (studiet), stadig bombet og med bittesmå, skulende øjne, og skummer et kvarters tid over en kop kaffe, mens jeg glor på mails og foretager andre overspringshandlinger for ikke at komme for hektisk i gang med dagens dont.
Min opgave er storyboards og koncept design. Vi får udleveret en sekvens; et stykke manuskript på f.eks. 1 minut og skal så foreslå, hvordan den del af filmen skal klippes. Instruktøren har naturligvis en stil og nogle ideer, vi skal lægge os op ad, men Tod er flink, så der er masser af plads til at få sine egne abekattestreger med i historien.
Det handler om at lave en hel masse små, tændstiksmands agtige skitser af hvert skud, så man kan give instruktøren en ide om hvad man har tænkt sig. Så enten nikker han eller ryster på hovedet.
Kort sagt handler historien om en kagemand, der pisser en masse irere af og derfor må flygte til udlandet med en ræv. Læg i det, hvad man vil, men det skal nok blive sjovt; der er masser af mindreårsfadølsdruk og lagkagehumor i min sekvens.
Lige nu designer jeg en masse elementer til baggrunde osv. og glor på en masse fotos af Irland, som jeg så prøver tappe ned i tegnefilmens univers.
Kongen for fanden, ham har jeg sgu helt glemt. Hvis I tror danskerne er pjattede med deres kongehus, så skal man fandeme bare tage til Thailand. I sammenligning med Thailands konge kommer Mary til at ligne en våd papfigur af Marianne Jelved. Thailands konge er en levende legende. Der eksisterer en nærmest guddommelig stemning omkring ham og han findes afbildet overalt; i stuer, i restauranter, under taxachaufførens bakspejl, ikke ulig (og nu vover jeg pelsen) gode gamle Formand Mao. Det første man ser i lufthavnen er et megaskilt med ”LONG LIVE THE KING” og før enhver biograffilm skal alle rejse sig op, og så kører en lille reklamefilm i gyldent sollys, hvor han gives æren for alt, hvad der er smukt og frugtbart i landet. Korn, Fiskeri, Børn, Hæren. Hver mandag er gul trøjedag, fordi han vist nok blev født på en mandag.
Jeg grænser til majestætsfornærmelse og forræderi og kan sikkert regne med landsforvisning og halshugning med rusten og beskidt le ved bare at være en kende skeptisk omkring ham – så hold tæt, folkens - men det virker mildest talt lidt wack at tilbede en gammel mand på den måde. Han bliver 80 i november, men jeg har ikke set et eneste billede af ham med gråt hår. Still going strong, I guess. Hvad pokker gør de når han kradser af?

Nå, nu kommer der et lille billedshow fra min sidste uge i Bangkok
Først skal vi lige slå en ting helt fast: Thailand er teknologisk fuldstændig fremme i skoene og med på noderne; her demonstrerer en Taxachauffør sit HYPERdrive for os. Jeg nåede lige at knipse et billede før vi jumpede til Lightspeed. Sådan, Thailand!
En dame laver en sælger en bid mad til forbipasserende i en sen aftentime. Den bod skal pokkertageme stå HELT op ad vejkanten. Mindre kan ikke gøre det.

Sådan ser min lejlighed cirka ud fra gaden. Flot farve, ikke sandt? Stedet vi bor kan nærmest beskrives som et beboelseshotel - der bliver gjort rent på mit værelse (SWEEEEET) og skiftet sengetøj en gang om ugen og der er en slags reception med vagter og en lille butik og endda et vaskeri, med bloody HÅNDKRAFT! firmaet betaler heldigvis...jeg klager ikke.
Her er vi inde og gafle en shawarma i midtbyen. Der er knald på neonskiltene, skulle jeg hilse og sige.

Taxaen er en billig, men langtfra altid hurtig løsning. Der er bare for mange biler i bangkok. Til gengæld kan man jo få nogle pæne billeder ud af det.


Min homeboy Jannick guffer en gang thai-frokost i sig. Hver dag bestiller man en ret og så står den bare klar til eliminering kl. 12.



The Monk Studio har en dejlig jungleagtig gård, hvor man kan hænge ud i pauserne. Der bor både firben og skrubtudser og en kat ved navn Jinx. Midt i billedet sidder vi så og spiser vores frokost. Mums.




Gangbroen mellem mit arbejde og min lejlighed har pæne lyserøde blomster, der bliver vandet når det regner. Jeg håber de kan lide bilos.





En meget klog kat ved navn Max. Tilhører Mark, en animator på studiet og er meget fotogen.






Forrest, Min instruktør, Tod, i færd med at give Dave (bagerst), instruktøren på Paddle Pop isreklamen, megaklø i Wii Boxing. Det er fandeme et videospil der vil noget.







søndag den 16. september 2007

Og så, mine damer og herrer, kommer her det første brev fra jeres onkel rejsende Mac:

Gu ved hvordan pokker jeg egentlig skal gribe det her skriveri an…
Første uge…hmm…Bangkok er en stor, beskidt by. Ting, jeg har studset over: Der er varmt udenfor og koldt indenfor og bilerne kører i den forkerte side af vejen. Der er ingen børn på gaden og heller ingen gamle mennesker. Findes de overhovedet? Bliver de bare tryllet frem som voksne thaier i en bygning et eller andet sted? Nej, det er fjollet. Videre.

Nå, men den første uge har selvfølgelig været alt for sprængfyldt med indtryk til at det kan forfattes i korthed, men noget kan jeg vel fortælle…
Første aften; en super jetlagged Jeppe bliver slæbt med ind i et massagepalads af Tod, vores amerikanske instruktør som bor i Bangkok. Kæmpe receptionsdesk, massage-menukort og smilende massøser. Her må det tilføjes, at der ikke er tale om en massageklinik med røde lamper og happy ending som vi kender dem hjemme fra Nørrebro og andre skumle kvarterer, men om en faktisk MASSAGEklinik. Så bare rolig, Irina og andre, der måtte frygte at jeg allerede har rodet mig ud i noget snavs. OK, pludselig ligger jeg på en behagelig madras i en slags kimono, mens en ydmyg, men kyndig thaikvinde i tyverne går løs på min krop med nærmest umenneskelig styrke, i hvert fald set i forhold til hendes beskedne størrelse. Det er en hyggelig og til tider temmelig smertefuld oplevelse, hvor jeg på et tidspunkt, med ansigtet begravet i madrassen og fortrukket i et forpint udtryk, må gøre mig et indre notat i retning af: ”Nå for pokker, der står sgu en kvinde oven på mine baller”. Hun siger noget og fniser til sin kollega, der er i gang med Tod. Han oversætter, at hun brokker sig over, at jeg har ”very hard legs”, hvilket er sjovt, for jeg lå og syntes hun havde ufatteligt hårde hænder, som jeg efterfølgende gør mig endnu et indre notat over.
Alting slutter godt, alle mine muskler er nu officielt blevet berørt af menneskehænder.

Tillykke med fødselsdagen til min storebror PER.

Ladyboys: Det er fandeme noget syret stads og har været kilde til mange indre kortslutninger i min hjerne. Man spankulerer tilfreds hen ad fortovet og får øje på et par smukke dameben skruet ned i en kort, stram kjole. Elevatorblikket kører ubesværet opad og det er jo ganske fornøjeligt – alt er som det skal være - indtil øverste etage; et mandeansigt, godt smurt ind i krigsmaling. Her begynder det for alvor at knage og brage og ryge fra ens indre tandhjul. Og hvis han/hun endda smiler og blinker til en og endnu værre, siger noget med sin dybe manderøst, bryder systemet fuldstændig sammen.
Lidt ligesom at have spist en hel æbletærte og så få at vide, at det i virkeligheden var pærer og at der var orm i dem alle sammen. Måske ikke den høfligste sammenligning, men skidt pyt. Der er i hvert fald stadig ingen grund til at frygte for at Jeppe skulle blive snavset.

Før dette forvirrede rejsebrev bliver alt for langt, kan jeg berette, at jeg nu er ejer af et DIGITAL kamera, og endda af et temmelig pænt et af slagsen – så fra nu af kommer der billeder til ordene!

Savner solskin uden smog. Tror faktisk ikke, jeg har set solen en eneste gang endnu.

Tak for denne gang og fred være med jer.

Love fra Jeppe

De første par billeder

180 grader Panorama fra altanen.
Her bliver der lige leget lidt med det nye kamera.
Længst til venstre: Min ydmyge hybel. Læg mærke til de friske sengetøjsfarver. Venstre: Jeppe har lige købt et kamera. Nedenfor: Spionskud af mine naboers hus.

torsdag den 13. september 2007



En af de go'e gamle, mens vi venter

Så er vi i gang!


Nå, men så goddag,


Dette er det første ydmyge kapitel i en forhåbentlig lang og nervepirrende blog, hvori jeg gang på gang vil krænge min formørkede sjæl ud med foruroligende og hudløst ærlige indlæg og fjollerier.


Så snart jeg får erhvervet mig et nogenlunde moderne kamera af den slags uden filmrulle, vil den også bugne af farverige fotos fra min tid i det store, forføreriske Thailand. Indtil videre må I nøjes med lidt skrift og måske en enkelt tegning...
Ovenfor ser I et billede fra mit webcam. Det er taget på min arbejdsplads, The Monk Studio. Sedlerne på tavlen i baggrunden kaldes et Storyboard.


God fornøjelse!