Jaså, kære venner, så blev det sgu november!
I sandhed en herlig måned, hvor de sidste blade overgiver sig, falder til jorden og dør. Snottet løber i stride strømme og kastanjedyrene har for længst fået vinterpels.
Her i Bangkok har vi nu, hvis mine beregninger ikke er helt i skoven, tygget os gennem halvdelen af vores lille efterårseksil. Det er næsten holdt helt op med at regne og det er faktisk lidt ærgerligt; når vejret ikke skifter, kan det være svært at mærke tiden gå. Men man skal nok være i Thailand for at anskue det på den måde. Men jo, vi er i sandhed begyndt at kunne tælle weekenderne til vores hjemkomst. Weekenderne som stadig er oversået af action og garantrisset bliver ved med at være det til vi sidder i Boeing’en den 17. december. Lyder det som om jeg længes hjem? Tjo, det gør jeg vel, tre½ måned er jo ikke bare lige et blink med øjnene.
Meeeen - der er som sagt stadig fut i kedlerne herovre; sidste weekend tog Maahir, Susanne og jeg et smut tilbage til Animal Rescue Center på egen hånd. Det var dejligt befriende at være af sted alene uden guide og uden sølvpil, pludselig følte man sig ikke så infantil mere, selvom vores thailandske værter, som vanen forpligter, gjorde hvad de kunne for at arrangere alting for os. Men vi rejste alene og de osende busstationer og hårde plastiksæder kastede venligt mine tanker tilbage på mine og Carls dage som rygsækrotter i Centralamerika.
Tilbage til Thailand:
På centret havde vi 2 dage, som vi guffede i os med rødglødende skitsebøger og abekattestreger. Vi fik også sludret lidt med de frivillige på stedet, som typisk tilbringer en måneds tid i selskab med gibboner, krokodiller og næsehornsfugle m.m. De har en travl og beskidt hverdag (de frivillige, altså), op klokken 6 og ind i junglen for at banke elefanterne op, ud i ananas-plantagen og hugge skud til foder, skrubbe tigerens swimmingpool ren, børste tænder på krokodillen og babysitte abeungerne. For os tegneglade hippier var det en dejlig weekend med rotur på søen og sol på de computerslaskede og smogafblegede arme. Slanger så vi også et par stykker af.
Mest den fladtrykte art, der holder til på landevejene, men et par levende blev det da også til – faktisk er slangehistorier blevet en fast del af hverdagen herovre: I firmaets baghave, som jeg tidligere har vist billeder af, er der for nylig blevet fundet både levende og døde slanger – en af dem en død cobra…wow. Og for godt en uge siden blev Yee, Marks kone, bidt af en slange, mens de luftede hunden. Hendes ben hævede til dobbelt størrelse, men nu er hun vist oppe at gå igen. Spændende er det i hvert fald. Jo mere jeg kommer ud af Bangkok, jo mere går det op for mig, hvor stort og smukt et land Thailand er; jeg må tilbage en dag med rygsæk på ryggen og busbilletter i lommerne. Og anti-cobra-spray.
Denne søndag var vi igen af sted med Sølvpilen, denne gang med den berejste Pi Duck, programmør på studiet, og et par af de kontoransatte som ledsagere.
Jeg vil lade billederne fortælle om den tur; her kommer en stak fotos fra de sidste to uger:
onsdag den 31. oktober 2007
Hverdagshurlumhej og ACTION
Før det går løs med mere Turist-ruskumsnusk, skal I da lige have en lille rundtur i min hverdag.
Her er den stolte Sus, med hendes modellerfigur af Granny'O'Neill. Man bygger filmens figurer i modellervoks for at hjælpe 3D-modelløren, som skal bygge den computerskabte model.
De små figurer er ikke makabre, afhuggede hoveder, men blot forskellige ansigtsudtryk.
Og her er så mit bidrag, den lille pige. Tag ikke fejl af det søde ansigt - staklen er dybt alkoholiseret.
Aaaah, udenfor studiet vokser disse her åkandeblomster i store krukker med haletudser og det hele.
Indenfor i "the cave". Sådan ser der ud på en almindelig arbejdsdag. Computer, computer, computer - som ethvert andet kontor.
Og så kom disse her hippiebørn lige forbi og viste os, hvordan man RIGTIGT laver modellervoks.
YEAH, firma-massage. Iph klamrer sig til et smertefuldt smil og to thumbs up, mens Champ vrider sig i smerte på briksen. Jeg fik også en omgang. Det er pokkertageme noget, der tager kegler!
Kat på stol.
Her er den stolte Sus, med hendes modellerfigur af Granny'O'Neill. Man bygger filmens figurer i modellervoks for at hjælpe 3D-modelløren, som skal bygge den computerskabte model.
De små figurer er ikke makabre, afhuggede hoveder, men blot forskellige ansigtsudtryk.
Og her er så mit bidrag, den lille pige. Tag ikke fejl af det søde ansigt - staklen er dybt alkoholiseret.
Aaaah, udenfor studiet vokser disse her åkandeblomster i store krukker med haletudser og det hele.
Indenfor i "the cave". Sådan ser der ud på en almindelig arbejdsdag. Computer, computer, computer - som ethvert andet kontor.
Og så kom disse her hippiebørn lige forbi og viste os, hvordan man RIGTIGT laver modellervoks.
YEAH, firma-massage. Iph klamrer sig til et smertefuldt smil og to thumbs up, mens Champ vrider sig i smerte på briksen. Jeg fik også en omgang. Det er pokkertageme noget, der tager kegler!
Kat på stol.
Animal Rescue Center : The Sequel
En ulden bjørn blev skitset på livet løs bag tremmerne, mens jeg sneg mig lidt væk og knipsede denne søde, lille krikke, der stod i nærheden og guffede frihedens græs i sig.
CHAK - en meget tænksom, lille knægt ved elefantsøens bred
Hov hov.
Flere ABER!
Et hus tilhørende en af de lokale medhjælpere, simpelt som bare fanden. Ligner det ikke noget fra Crysis-computerspillet, Måtter?
Og så havde de gudhjælpemig også denne her tiger, som man kunne komme skræmmende tæt på. Hegnet var bare halvanden meter højt, og jeg er sikker på at det ikke skulle være noget problem for sådan en missekat at klatre over, hvis det ikke lige var fordi det stakkels kræ lider af en nervesygdom som følge af fejlernæring under dens miserable fortid som turistattraktion på en tankstation.
Og så var vi en tur ude at ro, og det syntes Susanne var rigtigt sjovt...
...så Maahir fik ikke lov til at ro.
CHAK - en meget tænksom, lille knægt ved elefantsøens bred
Hov hov.
Flere ABER!
Et hus tilhørende en af de lokale medhjælpere, simpelt som bare fanden. Ligner det ikke noget fra Crysis-computerspillet, Måtter?
Og så havde de gudhjælpemig også denne her tiger, som man kunne komme skræmmende tæt på. Hegnet var bare halvanden meter højt, og jeg er sikker på at det ikke skulle være noget problem for sådan en missekat at klatre over, hvis det ikke lige var fordi det stakkels kræ lider af en nervesygdom som følge af fejlernæring under dens miserable fortid som turistattraktion på en tankstation.
Og så var vi en tur ude at ro, og det syntes Susanne var rigtigt sjovt...
...så Maahir fik ikke lov til at ro.
Fieldtrip til floating markets
Vi tog med på denne tur uden rigtigt at vide, hvad den ville indeholde. Men når Sølvpilen lokker, er det bare med at hoppe på og holde fast.
Indgangen til et moderne Thai-tempel. Damen så godt nok ikke ud til at føle sig særligt velkommen, men hun kan nok heller ikke engelsk.
The floating market er en vaskeægte thailand-klassiker; en kanal stoppet af handlende både, har jeg ladet mig fortælle. Desværre kom vi en tand for sent, så vi måtte nøjes med denne tætpakkede køkkenskude, der vist havde lidt af hvert på menuen.
Indenfor i templet, hvor en flok teenage-knægte (i baggrunden) fik overrakt deres munke-orden. Herren i midten syntes lidt gnaven over, at nogen havde stillet tre kæmpeventilatorer op og sat dem på fuld æder lige ved siden af ham.
Ingen sko i templet. Udover den regel, er jeg meget imponeret over den afslappede følelse, der hersker omkring buddhismen. Det er ikke den samme højtidelige tys-tys-marmorgulv agtige stemning, der er i kristne kirker. Her er en religiøs institution, der virkelig fungerer, følger med tiden og samler folket udenom de gængse højtider.
Dinggg, er hendes navn og jeg fanget hende lige inden hun rødmede og lavede peace-tegn.
Jannick hænger vanligt cool ud på broen over det lille Thai-Venedig.
Og så til den tilbagevendende tradition: Kaptajn-fotoet. Hvis jeg var Thai, ville jeg også køre motorbåd.
Indgangen til et moderne Thai-tempel. Damen så godt nok ikke ud til at føle sig særligt velkommen, men hun kan nok heller ikke engelsk.
The floating market er en vaskeægte thailand-klassiker; en kanal stoppet af handlende både, har jeg ladet mig fortælle. Desværre kom vi en tand for sent, så vi måtte nøjes med denne tætpakkede køkkenskude, der vist havde lidt af hvert på menuen.
Indenfor i templet, hvor en flok teenage-knægte (i baggrunden) fik overrakt deres munke-orden. Herren i midten syntes lidt gnaven over, at nogen havde stillet tre kæmpeventilatorer op og sat dem på fuld æder lige ved siden af ham.
Ingen sko i templet. Udover den regel, er jeg meget imponeret over den afslappede følelse, der hersker omkring buddhismen. Det er ikke den samme højtidelige tys-tys-marmorgulv agtige stemning, der er i kristne kirker. Her er en religiøs institution, der virkelig fungerer, følger med tiden og samler folket udenom de gængse højtider.
Dinggg, er hendes navn og jeg fanget hende lige inden hun rødmede og lavede peace-tegn.
Jannick hænger vanligt cool ud på broen over det lille Thai-Venedig.
Og så til den tilbagevendende tradition: Kaptajn-fotoet. Hvis jeg var Thai, ville jeg også køre motorbåd.
Det var det.
lørdag den 13. oktober 2007
Buddha, blæksprutte og holocaust-kylling
Jamen, kære venner, selvfølgelig skal I da ikke snydes for beretningen om sidste weekend, som endnu en gang stod på ”ud og se med Mark & Yee”, den herboende amerikanske animator og hans thailandske kone, som ofte og med ufejlbarlig præcision finder på sjov og ballade til os oplevelseshungrende praktikanter.
Det hele starter endnu en gang alt for tidligt om morgenen. Med kameraet over den ene skulder og en sparsommeligt og vanligt ufornuftigt pakket ferietaske over den anden snubler jeg ud af elevatoren, siger godmorgen til karret med guldfisk og til vagten, som også ser en smule groggy ud, og tøffer ud i parkeringspladsens solskin. Det er lørdag og sølvpilen, som jeg nu har døbt den tilbagevendende sjov-og-ballade-minibus, holder endnu en gang klar med rumlende motor. Weekendens mål: En tur til havet, til Cha-am, et lille ferie-resort sydvest for Bangkok, yndet tilflugtssted for storbythaierne og nu også for os storbypraktikanter. En enkelt overnatning til lyden af bølgeskvulp og så ellers hjem igen.
Der er lige et par stop på vejen. Vi stiger/vælter ud af bussen efter en times kørsel og befinder os på en parkeringsplads ved en stejl bjergside. Jeg glipper lige et par gange med mine netop opslåede øjne og spærrer dem så helt op; parkeringspladsen er et stort kaos.
Små, bavianlignende krabater i alle størrelser, Makak-aber, stormer rundt alle vegne. De æder, stirrer, slås, skriger, skærer grimasser og stjæler hvad de kan med hænder og fødder.
Der bliver med andre ord abet igennem, og parkeringspladsens kioskdame er godt gal i skralden og temmelig træt af at få neglet sine chokoladebarer. Bevæbnet med slangebøsse og gammelkone-præcision går hun løs på de frække bavianer, der flygter i vilden sky, men kun for at vende tilbage senere fra en anden vinkel og med endnu længere abefingre. Det minder lidt om en god gammeldags gang dåseskjul.
Jeg kan ikke lade være med at heppe lidt på aberne. Hvem kan ikke lide kit-kat, og den gamle hejre kunne da bare lade være med at banke biksen op midt på deres legeplads.
Den sekundære grund til at vi er her, er at nogen efter sigende har banket et tempel op inde i klippen engang for længe siden.
Det skal vi da også lige se, og ganske rigtigt, inde i en stor drypstenshule ligger en kæmpe guldbuddha på en ti tolv meter og hygger sig. De plejer at sidde pænt i buddha-stilling, men det var der sgu ikke lige nok loftshøjde til. Det ser da heller ikke ud til, at ham her har noget problem med at ligge ned; han smiler over hele femøren.
Da vi kommer ud, køber vi en ordentlig røvfuld majskolber, som vi kaster i grams til den frådende abehob, der selvfølgelig går fuldstændig bananas. Hehe.
I baggrunden samler kioskdamen sten til sin slangebøsse, som nyder en velfortjent pause, mens der stadig bliver delt majskolber ud.
Så rykker underholdningskaravanen AKA sølvpilen videre og ramler efter endnu en times kørsel ind i et ”Animal Rescue Center”, som Mark har været tilknyttet for et par år siden.
Centrets funktion er at tage sig af truede dyr, der slippes fri af fangenskab rundt omkring i Thailand.
De har elefanter, firben, næsehornsfugle, en enkelt tiger, en hel masse andre dyr og TONSVIS af aber. Stedet fungerer også som dyrehospital med operationsstue og karantæneområde, og er bemandet af en masse frivillige folk, hovedsageligt udlændinge i tyverne, der bor på stedet og gerne vil gøre en god gerning – og samle en masse elefantlort sammen.
Vi bliver introduceret til alle dyrene (”goddag, hr. bavian”, ”goddag, menneske”) og hører om de enkelte tilfældes omstændigheder. Jævnligt koger en alpha-han i et af abeburene over og giver sig til at splitte bur og klatrestativ ad, mens han utrætteligt producerer så meget larm som overhovedet muligt. Det giver en spøjs lydbaggrund til de ellers velmente ting, rundviseren forklarer os.
Vi slutter af med at se elefanterne få sig et eftermiddagsbad i søen og begiver os derefter videre sydpå, mens eftermiddagen går på hæld.
Puha, det var kun halvdelen, vi tager lige en billedpause før vi fortsætter fortællingen.
Hanekam og et blik, der får majskolberne op af lommerne på selv den mest hårdføre viking
Denne abes styrke er, at den kan banke alle de andre aber. For køn, det er den fandeme ikke.
Endnu et pænt, velfriseret og skræmmende menneskeligt abefjæs
I dækning bag en knallert, ude af slangebøssens rækkevidde, blev der lige tid til at smile til fotografen.
Klippehuletemplet: Denne Buddha-række repræsenterer hver en ugedag. Man beder til den buddha, der administrerer ens fødselsdag og håber på det bedste. Jeg kunne sgu ikke lige huske min egen, så jeg holdt mig pænt i baggrunden
Meget livagtig buddha i menneskestørrelse, dækket af bladguld. Man køber et lille stykke i templet og klistrer det så selv på.
Buddhaerne skal ikke mangle noget: Vandautomat og en lille kurv til snotpapir, hvis man skulle blive tørstig eller forkølet.
Elefanterne tager sig en dukkert i selskab med en lille flok frivillige i de lune eftermiddagstimer på dyrecentret.
Et par fiskeørne var ankommet fra deres fangenskab som dagligstue-dekoration hos en rigmand for et par uger siden og ventede tålmodigt på at et større bur blev bygget. Smukt dyr i alt for snævre rammer.
Selvom der blev gjort alt i den bedste mening for de lodne væsener, er et bur bare ikke de mest opløftende rammer for en abekat. Her er det en gibbon, der filosoferer lidt over tingene.
Ham her havde lidt bedre plads og en dejlig jungle omkring sig.
Det hele starter endnu en gang alt for tidligt om morgenen. Med kameraet over den ene skulder og en sparsommeligt og vanligt ufornuftigt pakket ferietaske over den anden snubler jeg ud af elevatoren, siger godmorgen til karret med guldfisk og til vagten, som også ser en smule groggy ud, og tøffer ud i parkeringspladsens solskin. Det er lørdag og sølvpilen, som jeg nu har døbt den tilbagevendende sjov-og-ballade-minibus, holder endnu en gang klar med rumlende motor. Weekendens mål: En tur til havet, til Cha-am, et lille ferie-resort sydvest for Bangkok, yndet tilflugtssted for storbythaierne og nu også for os storbypraktikanter. En enkelt overnatning til lyden af bølgeskvulp og så ellers hjem igen.
Der er lige et par stop på vejen. Vi stiger/vælter ud af bussen efter en times kørsel og befinder os på en parkeringsplads ved en stejl bjergside. Jeg glipper lige et par gange med mine netop opslåede øjne og spærrer dem så helt op; parkeringspladsen er et stort kaos.
Små, bavianlignende krabater i alle størrelser, Makak-aber, stormer rundt alle vegne. De æder, stirrer, slås, skriger, skærer grimasser og stjæler hvad de kan med hænder og fødder.
Der bliver med andre ord abet igennem, og parkeringspladsens kioskdame er godt gal i skralden og temmelig træt af at få neglet sine chokoladebarer. Bevæbnet med slangebøsse og gammelkone-præcision går hun løs på de frække bavianer, der flygter i vilden sky, men kun for at vende tilbage senere fra en anden vinkel og med endnu længere abefingre. Det minder lidt om en god gammeldags gang dåseskjul.
Jeg kan ikke lade være med at heppe lidt på aberne. Hvem kan ikke lide kit-kat, og den gamle hejre kunne da bare lade være med at banke biksen op midt på deres legeplads.
Den sekundære grund til at vi er her, er at nogen efter sigende har banket et tempel op inde i klippen engang for længe siden.
Det skal vi da også lige se, og ganske rigtigt, inde i en stor drypstenshule ligger en kæmpe guldbuddha på en ti tolv meter og hygger sig. De plejer at sidde pænt i buddha-stilling, men det var der sgu ikke lige nok loftshøjde til. Det ser da heller ikke ud til, at ham her har noget problem med at ligge ned; han smiler over hele femøren.
Da vi kommer ud, køber vi en ordentlig røvfuld majskolber, som vi kaster i grams til den frådende abehob, der selvfølgelig går fuldstændig bananas. Hehe.
I baggrunden samler kioskdamen sten til sin slangebøsse, som nyder en velfortjent pause, mens der stadig bliver delt majskolber ud.
Så rykker underholdningskaravanen AKA sølvpilen videre og ramler efter endnu en times kørsel ind i et ”Animal Rescue Center”, som Mark har været tilknyttet for et par år siden.
Centrets funktion er at tage sig af truede dyr, der slippes fri af fangenskab rundt omkring i Thailand.
De har elefanter, firben, næsehornsfugle, en enkelt tiger, en hel masse andre dyr og TONSVIS af aber. Stedet fungerer også som dyrehospital med operationsstue og karantæneområde, og er bemandet af en masse frivillige folk, hovedsageligt udlændinge i tyverne, der bor på stedet og gerne vil gøre en god gerning – og samle en masse elefantlort sammen.
Vi bliver introduceret til alle dyrene (”goddag, hr. bavian”, ”goddag, menneske”) og hører om de enkelte tilfældes omstændigheder. Jævnligt koger en alpha-han i et af abeburene over og giver sig til at splitte bur og klatrestativ ad, mens han utrætteligt producerer så meget larm som overhovedet muligt. Det giver en spøjs lydbaggrund til de ellers velmente ting, rundviseren forklarer os.
Vi slutter af med at se elefanterne få sig et eftermiddagsbad i søen og begiver os derefter videre sydpå, mens eftermiddagen går på hæld.
Puha, det var kun halvdelen, vi tager lige en billedpause før vi fortsætter fortællingen.
Hanekam og et blik, der får majskolberne op af lommerne på selv den mest hårdføre viking
Denne abes styrke er, at den kan banke alle de andre aber. For køn, det er den fandeme ikke.
Endnu et pænt, velfriseret og skræmmende menneskeligt abefjæs
I dækning bag en knallert, ude af slangebøssens rækkevidde, blev der lige tid til at smile til fotografen.
Klippehuletemplet: Denne Buddha-række repræsenterer hver en ugedag. Man beder til den buddha, der administrerer ens fødselsdag og håber på det bedste. Jeg kunne sgu ikke lige huske min egen, så jeg holdt mig pænt i baggrunden
Meget livagtig buddha i menneskestørrelse, dækket af bladguld. Man køber et lille stykke i templet og klistrer det så selv på.
Buddhaerne skal ikke mangle noget: Vandautomat og en lille kurv til snotpapir, hvis man skulle blive tørstig eller forkølet.
Elefanterne tager sig en dukkert i selskab med en lille flok frivillige i de lune eftermiddagstimer på dyrecentret.
Et par fiskeørne var ankommet fra deres fangenskab som dagligstue-dekoration hos en rigmand for et par uger siden og ventede tålmodigt på at et større bur blev bygget. Smukt dyr i alt for snævre rammer.
Selvom der blev gjort alt i den bedste mening for de lodne væsener, er et bur bare ikke de mest opløftende rammer for en abekat. Her er det en gibbon, der filosoferer lidt over tingene.
Ham her havde lidt bedre plads og en dejlig jungle omkring sig.
Cha-am Squid Fishing
Vi ankommer langt om længe til kysten. Byen Cha-am afslutter denne weekend en to ugers festival (for hvad fandt jeg aldrig ud af), så strandpromenaden er oversået med madboder, forlystelser og mennesker. Det er ikke ligefrem tropesol, faktisk overskyet, men heldigvis stadig varmt og rart, så vi finder en strandrestaurant, hvor vi lige kan hænge ud et par timer, før solen går ned. Det bliver også til en tur med bananbåd (ikke en båd med bananer, men en oppustelig tingest trukket efter en vandscooter), hvorefter vi æder og forbereder os på aftenens eventyr: Blækspruttefiskeri. Inde i mit hoved dukker der straks billeder op af kæmpetentakler, der stiger op af havet omkring båden og slynger mandskab og bådshager til højre og venstre, så det er med spænding i kroppen, jeg lidt senere finder vej gennem mørket ned til afgangspladsen med de andre. Så går det lige pludselig hurtigt; Vi får stukket en redningsvest i favnen og kaldt ned til vandkanten i par. Her står en vandscooter og en 17-18årig purk klar og havet er kulsort. Nogen hundrede meter ude ligger nogle små, gyngende pramme, kun synlige på grund af to neongrønne lysstofrør, der sidder på et ophæng som vinger over hver båd, og som eftersigende skulle virke som fluepapir på sprutter. Med andre ord: Det ser ikke ud af meget og pludselig sidder jeg bagest på en vandscooter med Jannick foran og brændingen slår indover den lille maskine.
Bag mig står førnævnte purk med en fod på hver ski og bøjer sig ind over os. Så gir han den gas og vi brøler derudaf. De modkørende bølger giver os en god flyvetur med jævne mellemrum og jeg klamrer mig til mit kamera og til Jannick og overbeviser mig selv om, at thai-gutten har styr på begivenhederne.
Det her er sgu noget andet end kanotur i Sverige.
Vi kommer endelig udover brændingen og sætter kurs mod blæksprutteskuden. Bølgerne er mere jævne, så det bliver muligt at nyde overfarten og råbe diverse obskøniteter til det sorte hav med vinden i håret og saltvandet sprøjtende til alle sider. Det var ret fedt.
Blækspruttefiskeri. Hm. Ingen gigantiske tentakler – ingen kaptajn Nemo – ingen action. Vi får udleveret en fesen rulle fiskeline meget lig dem, rollingerne fisker krabber med i Rørvig havn og så er det ellers bare ned på bunden med krogen – UDEN madding…? Vores kaptajn er en slidt søulk med vindbidte rynker, klædt i sort, så det eneste man ser i mørket, er hans ansigt, underarme og gløden på hans cigaret, der kører i pendulfart til og fra hans mund. En time går. Halvanden. Vi får drukket et par bajer og spist chips – og hvis man skiftede neonrørene ud med levende lys, kunne man næsten snakke om lejrbålsstemning – men ellers sker der ikke en skid. Det burde ikke være så svært: Dyret har 10 arme og SUGEKOPPER; hvor svært kan det være at fange en?
Vi var 10 turister og det eneste vi fik på krogen, var koralblomster.
Der kommer dog sprutte på krogen. Det er selvfølgelig kaptajnen, der hiver den op. En lille, hvid satan på en 15 cm, som han giver et godt, gedigent enhånds-tryk-16, så blæk og havvand skydes ud over rælingen, som om det var en vandpistol eller en urinblære, der stod bag og der går et gisp gennem publikum. Derefter sendes det fladtrykte, tiarmede og temmelig ilde tilredte kræ rundt til inspektion. Det er sgu et underligt dyr.
Jeg har stadig den gode kaptajn mistænkt for at have taget fusen på os med blækspruttefangsten. Havde han den bare klar i en spand oppe i stævnen og så bare på krogen osv?
Under alle omstændigheder smagte sprutten fremragende, da vi, efter en halv time og endnu en vandscootertur, atter var på land og i nærheden af en grill. Men der var sgu ikke meget kød på krabaten.
Jeg vil lade fortællingen slutte en times tid senere, da Jannick og jeg afsluttede aftenen på behørig vis med et par kolde øl på molen med festivalens rock’n’roll i ørerne, en frisk brise i ansigtet og hovedet fuld af venlige tanker hjem til vores kolde, efterårsplagede hjemland.
Hav det nu godt alle sammen, flere bulletiner følger efterhånden som tingene udvikler sig!
Godnat.
Stilleben med Vandscooter, hav og Blækspruttebåd
Kaptajnen pegede bare på mig uden et ord, og jeg vidste, det var min tur til at blive scootet i land
Vores kaptajn var svær at klemme et smil ud af; mine mange vittigheder prellede alle af, men jeg havde på fornemmeren, at han alligevel er en flink fyr.
Efter godt en times håbløs pirkning er Tod ved at blive lidt gram i hu.
Gruppebillede af besætningen på den lille skude.
Bag mig står førnævnte purk med en fod på hver ski og bøjer sig ind over os. Så gir han den gas og vi brøler derudaf. De modkørende bølger giver os en god flyvetur med jævne mellemrum og jeg klamrer mig til mit kamera og til Jannick og overbeviser mig selv om, at thai-gutten har styr på begivenhederne.
Det her er sgu noget andet end kanotur i Sverige.
Vi kommer endelig udover brændingen og sætter kurs mod blæksprutteskuden. Bølgerne er mere jævne, så det bliver muligt at nyde overfarten og råbe diverse obskøniteter til det sorte hav med vinden i håret og saltvandet sprøjtende til alle sider. Det var ret fedt.
Blækspruttefiskeri. Hm. Ingen gigantiske tentakler – ingen kaptajn Nemo – ingen action. Vi får udleveret en fesen rulle fiskeline meget lig dem, rollingerne fisker krabber med i Rørvig havn og så er det ellers bare ned på bunden med krogen – UDEN madding…? Vores kaptajn er en slidt søulk med vindbidte rynker, klædt i sort, så det eneste man ser i mørket, er hans ansigt, underarme og gløden på hans cigaret, der kører i pendulfart til og fra hans mund. En time går. Halvanden. Vi får drukket et par bajer og spist chips – og hvis man skiftede neonrørene ud med levende lys, kunne man næsten snakke om lejrbålsstemning – men ellers sker der ikke en skid. Det burde ikke være så svært: Dyret har 10 arme og SUGEKOPPER; hvor svært kan det være at fange en?
Vi var 10 turister og det eneste vi fik på krogen, var koralblomster.
Der kommer dog sprutte på krogen. Det er selvfølgelig kaptajnen, der hiver den op. En lille, hvid satan på en 15 cm, som han giver et godt, gedigent enhånds-tryk-16, så blæk og havvand skydes ud over rælingen, som om det var en vandpistol eller en urinblære, der stod bag og der går et gisp gennem publikum. Derefter sendes det fladtrykte, tiarmede og temmelig ilde tilredte kræ rundt til inspektion. Det er sgu et underligt dyr.
Jeg har stadig den gode kaptajn mistænkt for at have taget fusen på os med blækspruttefangsten. Havde han den bare klar i en spand oppe i stævnen og så bare på krogen osv?
Under alle omstændigheder smagte sprutten fremragende, da vi, efter en halv time og endnu en vandscootertur, atter var på land og i nærheden af en grill. Men der var sgu ikke meget kød på krabaten.
Jeg vil lade fortællingen slutte en times tid senere, da Jannick og jeg afsluttede aftenen på behørig vis med et par kolde øl på molen med festivalens rock’n’roll i ørerne, en frisk brise i ansigtet og hovedet fuld af venlige tanker hjem til vores kolde, efterårsplagede hjemland.
Hav det nu godt alle sammen, flere bulletiner følger efterhånden som tingene udvikler sig!
Godnat.
Stilleben med Vandscooter, hav og Blækspruttebåd
Kaptajnen pegede bare på mig uden et ord, og jeg vidste, det var min tur til at blive scootet i land
Vores kaptajn var svær at klemme et smil ud af; mine mange vittigheder prellede alle af, men jeg havde på fornemmeren, at han alligevel er en flink fyr.
Efter godt en times håbløs pirkning er Tod ved at blive lidt gram i hu.
Gruppebillede af besætningen på den lille skude.
fredag den 12. oktober 2007
Og skal vi lige se på en bunke lækkert anrettede kylleryller med næb og det hele, serveret efter alle kunstens regler, Holocaust-style. 
Her bliver der lige snuppet et drønflot baggrundsbillede til mobilen.
Og så til noget mere fredeligt, en meterlang kø af knallerter, arbejderklassens yndlingstransportmiddel, den ene mere liret end den anden.
Hvad disse ladyboys helt præcis ville med denne mærkelige aluminiums-anordning, er ikke til at vide, men det skete i hvert fald på ægte transvestit maner under stort ståhej.
Og så bliver der lige hældt lidt vand på bambusrørene. De indeholder en slags risengrød, der bliver fast og klæbrig og faktisk smager ganske godt, og vores tykke ven ved lige hvordan den slags skal behandles...
Her bliver der lige snuppet et drønflot baggrundsbillede til mobilen.
Og så til noget mere fredeligt, en meterlang kø af knallerter, arbejderklassens yndlingstransportmiddel, den ene mere liret end den anden.
Hvad disse ladyboys helt præcis ville med denne mærkelige aluminiums-anordning, er ikke til at vide, men det skete i hvert fald på ægte transvestit maner under stort ståhej.
Og så bliver der lige hældt lidt vand på bambusrørene. De indeholder en slags risengrød, der bliver fast og klæbrig og faktisk smager ganske godt, og vores tykke ven ved lige hvordan den slags skal behandles...
En rolig søndag i mangroven
Søndagen efter den hektiske spruttejagt var vi et smut forbi et mangrove-område, hvor tidevandet hver dag oversvømmer flere kvadratkilometer skovbund, ligesom vadehavet.
Ude på det lave vand stod muslingegårde så langt øjet rakte. Sådan en ville være et godt sted at nyde sin søndagsberlinger og en spandauer.
Vi kom lige før tidevandet og fandt skovbunden blottet og spræl-levende af fyre som den her dyndspringer
Og denne hersens lille, blå krabbefætter med en ordentlig boksehandske af en klosaks
Sådan ser en tallerken blæksprutte med tilbehør ud. Jeg er ved at få smag for det hav-gylle.
Selv de mest ydmyge pick-up trucks fungerer som lokal transport og gør det om ikke andet lidt sjovere at holde i kø for en glad kameraklovn som mig. 
Ude på det lave vand stod muslingegårde så langt øjet rakte. Sådan en ville være et godt sted at nyde sin søndagsberlinger og en spandauer.
Vi kom lige før tidevandet og fandt skovbunden blottet og spræl-levende af fyre som den her dyndspringer
Og denne hersens lille, blå krabbefætter med en ordentlig boksehandske af en klosaks
Sådan ser en tallerken blæksprutte med tilbehør ud. Jeg er ved at få smag for det hav-gylle.
Selv de mest ydmyge pick-up trucks fungerer som lokal transport og gør det om ikke andet lidt sjovere at holde i kø for en glad kameraklovn som mig. 
Abonner på:
Opslag (Atom)