1. november 2007
Heldigvis er jeg ikke den eneste herovre, der har et kamera. Her har Mark fanget mig, på en af vores mange udflugter, med min yndlingsbog. 
31. oktober 2007
HALVVEJS og stadig ON FIRE
Jaså, kære venner, så blev det sgu november!
I sandhed en herlig måned, hvor de sidste blade overgiver sig, falder til jorden og dør. Snottet løber i stride strømme og kastanjedyrene har for længst fået vinterpels.
Her i Bangkok har vi nu, hvis mine beregninger ikke er helt i skoven, tygget os gennem halvdelen af vores lille efterårseksil. Det er næsten holdt helt op med at regne og det er faktisk lidt ærgerligt; når vejret ikke skifter, kan det være svært at mærke tiden gå. Men man skal nok være i Thailand for at anskue det på den måde. Men jo, vi er i sandhed begyndt at kunne tælle weekenderne til vores hjemkomst. Weekenderne som stadig er oversået af action og garantrisset bliver ved med at være det til vi sidder i Boeing’en den 17. december. Lyder det som om jeg længes hjem? Tjo, det gør jeg vel, tre½ måned er jo ikke bare lige et blink med øjnene.
Meeeen - der er som sagt stadig fut i kedlerne herovre; sidste weekend tog Maahir, Susanne og jeg et smut tilbage til Animal Rescue Center på egen hånd. Det var dejligt befriende at være af sted alene uden guide og uden sølvpil, pludselig følte man sig ikke så infantil mere, selvom vores thailandske værter, som vanen forpligter, gjorde hvad de kunne for at arrangere alting for os. Men vi rejste alene og de osende busstationer og hårde plastiksæder kastede venligt mine tanker tilbage på mine og Carls dage som rygsækrotter i Centralamerika.
Tilbage til Thailand:
På centret havde vi 2 dage, som vi guffede i os med rødglødende skitsebøger og abekattestreger. Vi fik også sludret lidt med de frivillige på stedet, som typisk tilbringer en måneds tid i selskab med gibboner, krokodiller og næsehornsfugle m.m. De har en travl og beskidt hverdag (de frivillige, altså), op klokken 6 og ind i junglen for at banke elefanterne op, ud i ananas-plantagen og hugge skud til foder, skrubbe tigerens swimmingpool ren, børste tænder på krokodillen og babysitte abeungerne. For os tegneglade hippier var det en dejlig weekend med rotur på søen og sol på de computerslaskede og smogafblegede arme. Slanger så vi også et par stykker af.
Mest den fladtrykte art, der holder til på landevejene, men et par levende blev det da også til – faktisk er slangehistorier blevet en fast del af hverdagen herovre: I firmaets baghave, som jeg tidligere har vist billeder af, er der for nylig blevet fundet både levende og døde slanger – en af dem en død cobra…wow. Og for godt en uge siden blev Yee, Marks kone, bidt af en slange, mens de luftede hunden. Hendes ben hævede til dobbelt størrelse, men nu er hun vist oppe at gå igen. Spændende er det i hvert fald. Jo mere jeg kommer ud af Bangkok, jo mere går det op for mig, hvor stort og smukt et land Thailand er; jeg må tilbage en dag med rygsæk på ryggen og busbilletter i lommerne. Og anti-cobra-spray.
Denne søndag var vi igen af sted med Sølvpilen, denne gang med den berejste Pi Duck, programmør på studiet, og et par af de kontoransatte som ledsagere.
Jeg vil lade billederne fortælle om den tur; her kommer en stak fotos fra de sidste to uger:
I sandhed en herlig måned, hvor de sidste blade overgiver sig, falder til jorden og dør. Snottet løber i stride strømme og kastanjedyrene har for længst fået vinterpels.
Her i Bangkok har vi nu, hvis mine beregninger ikke er helt i skoven, tygget os gennem halvdelen af vores lille efterårseksil. Det er næsten holdt helt op med at regne og det er faktisk lidt ærgerligt; når vejret ikke skifter, kan det være svært at mærke tiden gå. Men man skal nok være i Thailand for at anskue det på den måde. Men jo, vi er i sandhed begyndt at kunne tælle weekenderne til vores hjemkomst. Weekenderne som stadig er oversået af action og garantrisset bliver ved med at være det til vi sidder i Boeing’en den 17. december. Lyder det som om jeg længes hjem? Tjo, det gør jeg vel, tre½ måned er jo ikke bare lige et blink med øjnene.
Meeeen - der er som sagt stadig fut i kedlerne herovre; sidste weekend tog Maahir, Susanne og jeg et smut tilbage til Animal Rescue Center på egen hånd. Det var dejligt befriende at være af sted alene uden guide og uden sølvpil, pludselig følte man sig ikke så infantil mere, selvom vores thailandske værter, som vanen forpligter, gjorde hvad de kunne for at arrangere alting for os. Men vi rejste alene og de osende busstationer og hårde plastiksæder kastede venligt mine tanker tilbage på mine og Carls dage som rygsækrotter i Centralamerika.
Tilbage til Thailand:
På centret havde vi 2 dage, som vi guffede i os med rødglødende skitsebøger og abekattestreger. Vi fik også sludret lidt med de frivillige på stedet, som typisk tilbringer en måneds tid i selskab med gibboner, krokodiller og næsehornsfugle m.m. De har en travl og beskidt hverdag (de frivillige, altså), op klokken 6 og ind i junglen for at banke elefanterne op, ud i ananas-plantagen og hugge skud til foder, skrubbe tigerens swimmingpool ren, børste tænder på krokodillen og babysitte abeungerne. For os tegneglade hippier var det en dejlig weekend med rotur på søen og sol på de computerslaskede og smogafblegede arme. Slanger så vi også et par stykker af.
Mest den fladtrykte art, der holder til på landevejene, men et par levende blev det da også til – faktisk er slangehistorier blevet en fast del af hverdagen herovre: I firmaets baghave, som jeg tidligere har vist billeder af, er der for nylig blevet fundet både levende og døde slanger – en af dem en død cobra…wow. Og for godt en uge siden blev Yee, Marks kone, bidt af en slange, mens de luftede hunden. Hendes ben hævede til dobbelt størrelse, men nu er hun vist oppe at gå igen. Spændende er det i hvert fald. Jo mere jeg kommer ud af Bangkok, jo mere går det op for mig, hvor stort og smukt et land Thailand er; jeg må tilbage en dag med rygsæk på ryggen og busbilletter i lommerne. Og anti-cobra-spray.
Denne søndag var vi igen af sted med Sølvpilen, denne gang med den berejste Pi Duck, programmør på studiet, og et par af de kontoransatte som ledsagere.
Jeg vil lade billederne fortælle om den tur; her kommer en stak fotos fra de sidste to uger:
Hverdagshurlumhej og ACTION
Før det går løs med mere Turist-ruskumsnusk, skal I da lige have en lille rundtur i min hverdag.
Her er den stolte Sus, med hendes modellerfigur af Granny'O'Neill. Man bygger filmens figurer i modellervoks for at hjælpe 3D-modelløren, som skal bygge den computerskabte model.
De små figurer er ikke makabre, afhuggede hoveder, men blot forskellige ansigtsudtryk.
Og her er så mit bidrag, den lille pige. Tag ikke fejl af det søde ansigt - staklen er dybt alkoholiseret.
Aaaah, udenfor studiet vokser disse her åkandeblomster i store krukker med haletudser og det hele.
Indenfor i "the cave". Sådan ser der ud på en almindelig arbejdsdag. Computer, computer, computer - som ethvert andet kontor.
Og så kom disse her hippiebørn lige forbi og viste os, hvordan man RIGTIGT laver modellervoks.
YEAH, firma-massage. Iph klamrer sig til et smertefuldt smil og to thumbs up, mens Champ vrider sig i smerte på briksen. Jeg fik også en omgang. Det er pokkertageme noget, der tager kegler!
Kat på stol.
Her er den stolte Sus, med hendes modellerfigur af Granny'O'Neill. Man bygger filmens figurer i modellervoks for at hjælpe 3D-modelløren, som skal bygge den computerskabte model.
De små figurer er ikke makabre, afhuggede hoveder, men blot forskellige ansigtsudtryk.
Og her er så mit bidrag, den lille pige. Tag ikke fejl af det søde ansigt - staklen er dybt alkoholiseret.
Aaaah, udenfor studiet vokser disse her åkandeblomster i store krukker med haletudser og det hele.
Indenfor i "the cave". Sådan ser der ud på en almindelig arbejdsdag. Computer, computer, computer - som ethvert andet kontor.
Og så kom disse her hippiebørn lige forbi og viste os, hvordan man RIGTIGT laver modellervoks.
YEAH, firma-massage. Iph klamrer sig til et smertefuldt smil og to thumbs up, mens Champ vrider sig i smerte på briksen. Jeg fik også en omgang. Det er pokkertageme noget, der tager kegler!
Kat på stol.
Animal Rescue Center : The Sequel
En ulden bjørn blev skitset på livet løs bag tremmerne, mens jeg sneg mig lidt væk og knipsede denne søde, lille krikke, der stod i nærheden og guffede frihedens græs i sig.
CHAK - en meget tænksom, lille knægt ved elefantsøens bred
Hov hov.
Flere ABER!
Et hus tilhørende en af de lokale medhjælpere, simpelt som bare fanden. Ligner det ikke noget fra Crysis-computerspillet, Måtter?
Og så havde de gudhjælpemig også denne her tiger, som man kunne komme skræmmende tæt på. Hegnet var bare halvanden meter højt, og jeg er sikker på at det ikke skulle være noget problem for sådan en missekat at klatre over, hvis det ikke lige var fordi det stakkels kræ lider af en nervesygdom som følge af fejlernæring under dens miserable fortid som turistattraktion på en tankstation.
Og så var vi en tur ude at ro, og det syntes Susanne var rigtigt sjovt...
...så Maahir fik ikke lov til at ro.
CHAK - en meget tænksom, lille knægt ved elefantsøens bred
Hov hov.
Flere ABER!
Et hus tilhørende en af de lokale medhjælpere, simpelt som bare fanden. Ligner det ikke noget fra Crysis-computerspillet, Måtter?
Og så havde de gudhjælpemig også denne her tiger, som man kunne komme skræmmende tæt på. Hegnet var bare halvanden meter højt, og jeg er sikker på at det ikke skulle være noget problem for sådan en missekat at klatre over, hvis det ikke lige var fordi det stakkels kræ lider af en nervesygdom som følge af fejlernæring under dens miserable fortid som turistattraktion på en tankstation.
Og så var vi en tur ude at ro, og det syntes Susanne var rigtigt sjovt...
...så Maahir fik ikke lov til at ro.
Fieldtrip til floating markets
Vi tog med på denne tur uden rigtigt at vide, hvad den ville indeholde. Men når Sølvpilen lokker, er det bare med at hoppe på og holde fast.
Indgangen til et moderne Thai-tempel. Damen så godt nok ikke ud til at føle sig særligt velkommen, men hun kan nok heller ikke engelsk.
The floating market er en vaskeægte thailand-klassiker; en kanal stoppet af handlende både, har jeg ladet mig fortælle. Desværre kom vi en tand for sent, så vi måtte nøjes med denne tætpakkede køkkenskude, der vist havde lidt af hvert på menuen.
Indenfor i templet, hvor en flok teenage-knægte (i baggrunden) fik overrakt deres munke-orden. Herren i midten syntes lidt gnaven over, at nogen havde stillet tre kæmpeventilatorer op og sat dem på fuld æder lige ved siden af ham.
Ingen sko i templet. Udover den regel, er jeg meget imponeret over den afslappede følelse, der hersker omkring buddhismen. Det er ikke den samme højtidelige tys-tys-marmorgulv agtige stemning, der er i kristne kirker. Her er en religiøs institution, der virkelig fungerer, følger med tiden og samler folket udenom de gængse højtider.
Dinggg, er hendes navn og jeg fanget hende lige inden hun rødmede og lavede peace-tegn.
Jannick hænger vanligt cool ud på broen over det lille Thai-Venedig.
Og så til den tilbagevendende tradition: Kaptajn-fotoet. Hvis jeg var Thai, ville jeg også køre motorbåd.
Indgangen til et moderne Thai-tempel. Damen så godt nok ikke ud til at føle sig særligt velkommen, men hun kan nok heller ikke engelsk.
The floating market er en vaskeægte thailand-klassiker; en kanal stoppet af handlende både, har jeg ladet mig fortælle. Desværre kom vi en tand for sent, så vi måtte nøjes med denne tætpakkede køkkenskude, der vist havde lidt af hvert på menuen.
Indenfor i templet, hvor en flok teenage-knægte (i baggrunden) fik overrakt deres munke-orden. Herren i midten syntes lidt gnaven over, at nogen havde stillet tre kæmpeventilatorer op og sat dem på fuld æder lige ved siden af ham.
Ingen sko i templet. Udover den regel, er jeg meget imponeret over den afslappede følelse, der hersker omkring buddhismen. Det er ikke den samme højtidelige tys-tys-marmorgulv agtige stemning, der er i kristne kirker. Her er en religiøs institution, der virkelig fungerer, følger med tiden og samler folket udenom de gængse højtider.
Dinggg, er hendes navn og jeg fanget hende lige inden hun rødmede og lavede peace-tegn.
Jannick hænger vanligt cool ud på broen over det lille Thai-Venedig.
Og så til den tilbagevendende tradition: Kaptajn-fotoet. Hvis jeg var Thai, ville jeg også køre motorbåd.
Det var det.
13. oktober 2007
Buddha, blæksprutte og holocaust-kylling
Jamen, kære venner, selvfølgelig skal I da ikke snydes for beretningen om sidste weekend, som endnu en gang stod på ”ud og se med Mark & Yee”, den herboende amerikanske animator og hans thailandske kone, som ofte og med ufejlbarlig præcision finder på sjov og ballade til os oplevelseshungrende praktikanter.
Det hele starter endnu en gang alt for tidligt om morgenen. Med kameraet over den ene skulder og en sparsommeligt og vanligt ufornuftigt pakket ferietaske over den anden snubler jeg ud af elevatoren, siger godmorgen til karret med guldfisk og til vagten, som også ser en smule groggy ud, og tøffer ud i parkeringspladsens solskin. Det er lørdag og sølvpilen, som jeg nu har døbt den tilbagevendende sjov-og-ballade-minibus, holder endnu en gang klar med rumlende motor. Weekendens mål: En tur til havet, til Cha-am, et lille ferie-resort sydvest for Bangkok, yndet tilflugtssted for storbythaierne og nu også for os storbypraktikanter. En enkelt overnatning til lyden af bølgeskvulp og så ellers hjem igen.
Der er lige et par stop på vejen. Vi stiger/vælter ud af bussen efter en times kørsel og befinder os på en parkeringsplads ved en stejl bjergside. Jeg glipper lige et par gange med mine netop opslåede øjne og spærrer dem så helt op; parkeringspladsen er et stort kaos.
Små, bavianlignende krabater i alle størrelser, Makak-aber, stormer rundt alle vegne. De æder, stirrer, slås, skriger, skærer grimasser og stjæler hvad de kan med hænder og fødder.
Der bliver med andre ord abet igennem, og parkeringspladsens kioskdame er godt gal i skralden og temmelig træt af at få neglet sine chokoladebarer. Bevæbnet med slangebøsse og gammelkone-præcision går hun løs på de frække bavianer, der flygter i vilden sky, men kun for at vende tilbage senere fra en anden vinkel og med endnu længere abefingre. Det minder lidt om en god gammeldags gang dåseskjul.
Jeg kan ikke lade være med at heppe lidt på aberne. Hvem kan ikke lide kit-kat, og den gamle hejre kunne da bare lade være med at banke biksen op midt på deres legeplads.
Den sekundære grund til at vi er her, er at nogen efter sigende har banket et tempel op inde i klippen engang for længe siden.
Det skal vi da også lige se, og ganske rigtigt, inde i en stor drypstenshule ligger en kæmpe guldbuddha på en ti tolv meter og hygger sig. De plejer at sidde pænt i buddha-stilling, men det var der sgu ikke lige nok loftshøjde til. Det ser da heller ikke ud til, at ham her har noget problem med at ligge ned; han smiler over hele femøren.
Da vi kommer ud, køber vi en ordentlig røvfuld majskolber, som vi kaster i grams til den frådende abehob, der selvfølgelig går fuldstændig bananas. Hehe.
I baggrunden samler kioskdamen sten til sin slangebøsse, som nyder en velfortjent pause, mens der stadig bliver delt majskolber ud.
Så rykker underholdningskaravanen AKA sølvpilen videre og ramler efter endnu en times kørsel ind i et ”Animal Rescue Center”, som Mark har været tilknyttet for et par år siden.
Centrets funktion er at tage sig af truede dyr, der slippes fri af fangenskab rundt omkring i Thailand.
De har elefanter, firben, næsehornsfugle, en enkelt tiger, en hel masse andre dyr og TONSVIS af aber. Stedet fungerer også som dyrehospital med operationsstue og karantæneområde, og er bemandet af en masse frivillige folk, hovedsageligt udlændinge i tyverne, der bor på stedet og gerne vil gøre en god gerning – og samle en masse elefantlort sammen.
Vi bliver introduceret til alle dyrene (”goddag, hr. bavian”, ”goddag, menneske”) og hører om de enkelte tilfældes omstændigheder. Jævnligt koger en alpha-han i et af abeburene over og giver sig til at splitte bur og klatrestativ ad, mens han utrætteligt producerer så meget larm som overhovedet muligt. Det giver en spøjs lydbaggrund til de ellers velmente ting, rundviseren forklarer os.
Vi slutter af med at se elefanterne få sig et eftermiddagsbad i søen og begiver os derefter videre sydpå, mens eftermiddagen går på hæld.
Puha, det var kun halvdelen, vi tager lige en billedpause før vi fortsætter fortællingen.
Hanekam og et blik, der får majskolberne op af lommerne på selv den mest hårdføre viking
Denne abes styrke er, at den kan banke alle de andre aber. For køn, det er den fandeme ikke.
Endnu et pænt, velfriseret og skræmmende menneskeligt abefjæs
I dækning bag en knallert, ude af slangebøssens rækkevidde, blev der lige tid til at smile til fotografen.
Klippehuletemplet: Denne Buddha-række repræsenterer hver en ugedag. Man beder til den buddha, der administrerer ens fødselsdag og håber på det bedste. Jeg kunne sgu ikke lige huske min egen, så jeg holdt mig pænt i baggrunden
Meget livagtig buddha i menneskestørrelse, dækket af bladguld. Man køber et lille stykke i templet og klistrer det så selv på.
Buddhaerne skal ikke mangle noget: Vandautomat og en lille kurv til snotpapir, hvis man skulle blive tørstig eller forkølet.
Elefanterne tager sig en dukkert i selskab med en lille flok frivillige i de lune eftermiddagstimer på dyrecentret.
Et par fiskeørne var ankommet fra deres fangenskab som dagligstue-dekoration hos en rigmand for et par uger siden og ventede tålmodigt på at et større bur blev bygget. Smukt dyr i alt for snævre rammer.
Selvom der blev gjort alt i den bedste mening for de lodne væsener, er et bur bare ikke de mest opløftende rammer for en abekat. Her er det en gibbon, der filosoferer lidt over tingene.
Ham her havde lidt bedre plads og en dejlig jungle omkring sig.
Det hele starter endnu en gang alt for tidligt om morgenen. Med kameraet over den ene skulder og en sparsommeligt og vanligt ufornuftigt pakket ferietaske over den anden snubler jeg ud af elevatoren, siger godmorgen til karret med guldfisk og til vagten, som også ser en smule groggy ud, og tøffer ud i parkeringspladsens solskin. Det er lørdag og sølvpilen, som jeg nu har døbt den tilbagevendende sjov-og-ballade-minibus, holder endnu en gang klar med rumlende motor. Weekendens mål: En tur til havet, til Cha-am, et lille ferie-resort sydvest for Bangkok, yndet tilflugtssted for storbythaierne og nu også for os storbypraktikanter. En enkelt overnatning til lyden af bølgeskvulp og så ellers hjem igen.
Der er lige et par stop på vejen. Vi stiger/vælter ud af bussen efter en times kørsel og befinder os på en parkeringsplads ved en stejl bjergside. Jeg glipper lige et par gange med mine netop opslåede øjne og spærrer dem så helt op; parkeringspladsen er et stort kaos.
Små, bavianlignende krabater i alle størrelser, Makak-aber, stormer rundt alle vegne. De æder, stirrer, slås, skriger, skærer grimasser og stjæler hvad de kan med hænder og fødder.
Der bliver med andre ord abet igennem, og parkeringspladsens kioskdame er godt gal i skralden og temmelig træt af at få neglet sine chokoladebarer. Bevæbnet med slangebøsse og gammelkone-præcision går hun løs på de frække bavianer, der flygter i vilden sky, men kun for at vende tilbage senere fra en anden vinkel og med endnu længere abefingre. Det minder lidt om en god gammeldags gang dåseskjul.
Jeg kan ikke lade være med at heppe lidt på aberne. Hvem kan ikke lide kit-kat, og den gamle hejre kunne da bare lade være med at banke biksen op midt på deres legeplads.
Den sekundære grund til at vi er her, er at nogen efter sigende har banket et tempel op inde i klippen engang for længe siden.
Det skal vi da også lige se, og ganske rigtigt, inde i en stor drypstenshule ligger en kæmpe guldbuddha på en ti tolv meter og hygger sig. De plejer at sidde pænt i buddha-stilling, men det var der sgu ikke lige nok loftshøjde til. Det ser da heller ikke ud til, at ham her har noget problem med at ligge ned; han smiler over hele femøren.
Da vi kommer ud, køber vi en ordentlig røvfuld majskolber, som vi kaster i grams til den frådende abehob, der selvfølgelig går fuldstændig bananas. Hehe.
I baggrunden samler kioskdamen sten til sin slangebøsse, som nyder en velfortjent pause, mens der stadig bliver delt majskolber ud.
Så rykker underholdningskaravanen AKA sølvpilen videre og ramler efter endnu en times kørsel ind i et ”Animal Rescue Center”, som Mark har været tilknyttet for et par år siden.
Centrets funktion er at tage sig af truede dyr, der slippes fri af fangenskab rundt omkring i Thailand.
De har elefanter, firben, næsehornsfugle, en enkelt tiger, en hel masse andre dyr og TONSVIS af aber. Stedet fungerer også som dyrehospital med operationsstue og karantæneområde, og er bemandet af en masse frivillige folk, hovedsageligt udlændinge i tyverne, der bor på stedet og gerne vil gøre en god gerning – og samle en masse elefantlort sammen.
Vi bliver introduceret til alle dyrene (”goddag, hr. bavian”, ”goddag, menneske”) og hører om de enkelte tilfældes omstændigheder. Jævnligt koger en alpha-han i et af abeburene over og giver sig til at splitte bur og klatrestativ ad, mens han utrætteligt producerer så meget larm som overhovedet muligt. Det giver en spøjs lydbaggrund til de ellers velmente ting, rundviseren forklarer os.
Vi slutter af med at se elefanterne få sig et eftermiddagsbad i søen og begiver os derefter videre sydpå, mens eftermiddagen går på hæld.
Puha, det var kun halvdelen, vi tager lige en billedpause før vi fortsætter fortællingen.
Hanekam og et blik, der får majskolberne op af lommerne på selv den mest hårdføre viking
Denne abes styrke er, at den kan banke alle de andre aber. For køn, det er den fandeme ikke.
Endnu et pænt, velfriseret og skræmmende menneskeligt abefjæs
I dækning bag en knallert, ude af slangebøssens rækkevidde, blev der lige tid til at smile til fotografen.
Klippehuletemplet: Denne Buddha-række repræsenterer hver en ugedag. Man beder til den buddha, der administrerer ens fødselsdag og håber på det bedste. Jeg kunne sgu ikke lige huske min egen, så jeg holdt mig pænt i baggrunden
Meget livagtig buddha i menneskestørrelse, dækket af bladguld. Man køber et lille stykke i templet og klistrer det så selv på.
Buddhaerne skal ikke mangle noget: Vandautomat og en lille kurv til snotpapir, hvis man skulle blive tørstig eller forkølet.
Elefanterne tager sig en dukkert i selskab med en lille flok frivillige i de lune eftermiddagstimer på dyrecentret.
Et par fiskeørne var ankommet fra deres fangenskab som dagligstue-dekoration hos en rigmand for et par uger siden og ventede tålmodigt på at et større bur blev bygget. Smukt dyr i alt for snævre rammer.
Selvom der blev gjort alt i den bedste mening for de lodne væsener, er et bur bare ikke de mest opløftende rammer for en abekat. Her er det en gibbon, der filosoferer lidt over tingene.
Ham her havde lidt bedre plads og en dejlig jungle omkring sig.
Cha-am Squid Fishing
Vi ankommer langt om længe til kysten. Byen Cha-am afslutter denne weekend en to ugers festival (for hvad fandt jeg aldrig ud af), så strandpromenaden er oversået med madboder, forlystelser og mennesker. Det er ikke ligefrem tropesol, faktisk overskyet, men heldigvis stadig varmt og rart, så vi finder en strandrestaurant, hvor vi lige kan hænge ud et par timer, før solen går ned. Det bliver også til en tur med bananbåd (ikke en båd med bananer, men en oppustelig tingest trukket efter en vandscooter), hvorefter vi æder og forbereder os på aftenens eventyr: Blækspruttefiskeri. Inde i mit hoved dukker der straks billeder op af kæmpetentakler, der stiger op af havet omkring båden og slynger mandskab og bådshager til højre og venstre, så det er med spænding i kroppen, jeg lidt senere finder vej gennem mørket ned til afgangspladsen med de andre. Så går det lige pludselig hurtigt; Vi får stukket en redningsvest i favnen og kaldt ned til vandkanten i par. Her står en vandscooter og en 17-18årig purk klar og havet er kulsort. Nogen hundrede meter ude ligger nogle små, gyngende pramme, kun synlige på grund af to neongrønne lysstofrør, der sidder på et ophæng som vinger over hver båd, og som eftersigende skulle virke som fluepapir på sprutter. Med andre ord: Det ser ikke ud af meget og pludselig sidder jeg bagest på en vandscooter med Jannick foran og brændingen slår indover den lille maskine.
Bag mig står førnævnte purk med en fod på hver ski og bøjer sig ind over os. Så gir han den gas og vi brøler derudaf. De modkørende bølger giver os en god flyvetur med jævne mellemrum og jeg klamrer mig til mit kamera og til Jannick og overbeviser mig selv om, at thai-gutten har styr på begivenhederne.
Det her er sgu noget andet end kanotur i Sverige.
Vi kommer endelig udover brændingen og sætter kurs mod blæksprutteskuden. Bølgerne er mere jævne, så det bliver muligt at nyde overfarten og råbe diverse obskøniteter til det sorte hav med vinden i håret og saltvandet sprøjtende til alle sider. Det var ret fedt.
Blækspruttefiskeri. Hm. Ingen gigantiske tentakler – ingen kaptajn Nemo – ingen action. Vi får udleveret en fesen rulle fiskeline meget lig dem, rollingerne fisker krabber med i Rørvig havn og så er det ellers bare ned på bunden med krogen – UDEN madding…? Vores kaptajn er en slidt søulk med vindbidte rynker, klædt i sort, så det eneste man ser i mørket, er hans ansigt, underarme og gløden på hans cigaret, der kører i pendulfart til og fra hans mund. En time går. Halvanden. Vi får drukket et par bajer og spist chips – og hvis man skiftede neonrørene ud med levende lys, kunne man næsten snakke om lejrbålsstemning – men ellers sker der ikke en skid. Det burde ikke være så svært: Dyret har 10 arme og SUGEKOPPER; hvor svært kan det være at fange en?
Vi var 10 turister og det eneste vi fik på krogen, var koralblomster.
Der kommer dog sprutte på krogen. Det er selvfølgelig kaptajnen, der hiver den op. En lille, hvid satan på en 15 cm, som han giver et godt, gedigent enhånds-tryk-16, så blæk og havvand skydes ud over rælingen, som om det var en vandpistol eller en urinblære, der stod bag og der går et gisp gennem publikum. Derefter sendes det fladtrykte, tiarmede og temmelig ilde tilredte kræ rundt til inspektion. Det er sgu et underligt dyr.
Jeg har stadig den gode kaptajn mistænkt for at have taget fusen på os med blækspruttefangsten. Havde han den bare klar i en spand oppe i stævnen og så bare på krogen osv?
Under alle omstændigheder smagte sprutten fremragende, da vi, efter en halv time og endnu en vandscootertur, atter var på land og i nærheden af en grill. Men der var sgu ikke meget kød på krabaten.
Jeg vil lade fortællingen slutte en times tid senere, da Jannick og jeg afsluttede aftenen på behørig vis med et par kolde øl på molen med festivalens rock’n’roll i ørerne, en frisk brise i ansigtet og hovedet fuld af venlige tanker hjem til vores kolde, efterårsplagede hjemland.
Hav det nu godt alle sammen, flere bulletiner følger efterhånden som tingene udvikler sig!
Godnat.
Stilleben med Vandscooter, hav og Blækspruttebåd
Kaptajnen pegede bare på mig uden et ord, og jeg vidste, det var min tur til at blive scootet i land
Vores kaptajn var svær at klemme et smil ud af; mine mange vittigheder prellede alle af, men jeg havde på fornemmeren, at han alligevel er en flink fyr.
Efter godt en times håbløs pirkning er Tod ved at blive lidt gram i hu.
Gruppebillede af besætningen på den lille skude.
Bag mig står førnævnte purk med en fod på hver ski og bøjer sig ind over os. Så gir han den gas og vi brøler derudaf. De modkørende bølger giver os en god flyvetur med jævne mellemrum og jeg klamrer mig til mit kamera og til Jannick og overbeviser mig selv om, at thai-gutten har styr på begivenhederne.
Det her er sgu noget andet end kanotur i Sverige.
Vi kommer endelig udover brændingen og sætter kurs mod blæksprutteskuden. Bølgerne er mere jævne, så det bliver muligt at nyde overfarten og råbe diverse obskøniteter til det sorte hav med vinden i håret og saltvandet sprøjtende til alle sider. Det var ret fedt.
Blækspruttefiskeri. Hm. Ingen gigantiske tentakler – ingen kaptajn Nemo – ingen action. Vi får udleveret en fesen rulle fiskeline meget lig dem, rollingerne fisker krabber med i Rørvig havn og så er det ellers bare ned på bunden med krogen – UDEN madding…? Vores kaptajn er en slidt søulk med vindbidte rynker, klædt i sort, så det eneste man ser i mørket, er hans ansigt, underarme og gløden på hans cigaret, der kører i pendulfart til og fra hans mund. En time går. Halvanden. Vi får drukket et par bajer og spist chips – og hvis man skiftede neonrørene ud med levende lys, kunne man næsten snakke om lejrbålsstemning – men ellers sker der ikke en skid. Det burde ikke være så svært: Dyret har 10 arme og SUGEKOPPER; hvor svært kan det være at fange en?
Vi var 10 turister og det eneste vi fik på krogen, var koralblomster.
Der kommer dog sprutte på krogen. Det er selvfølgelig kaptajnen, der hiver den op. En lille, hvid satan på en 15 cm, som han giver et godt, gedigent enhånds-tryk-16, så blæk og havvand skydes ud over rælingen, som om det var en vandpistol eller en urinblære, der stod bag og der går et gisp gennem publikum. Derefter sendes det fladtrykte, tiarmede og temmelig ilde tilredte kræ rundt til inspektion. Det er sgu et underligt dyr.
Jeg har stadig den gode kaptajn mistænkt for at have taget fusen på os med blækspruttefangsten. Havde han den bare klar i en spand oppe i stævnen og så bare på krogen osv?
Under alle omstændigheder smagte sprutten fremragende, da vi, efter en halv time og endnu en vandscootertur, atter var på land og i nærheden af en grill. Men der var sgu ikke meget kød på krabaten.
Jeg vil lade fortællingen slutte en times tid senere, da Jannick og jeg afsluttede aftenen på behørig vis med et par kolde øl på molen med festivalens rock’n’roll i ørerne, en frisk brise i ansigtet og hovedet fuld af venlige tanker hjem til vores kolde, efterårsplagede hjemland.
Hav det nu godt alle sammen, flere bulletiner følger efterhånden som tingene udvikler sig!
Godnat.
Stilleben med Vandscooter, hav og Blækspruttebåd
Kaptajnen pegede bare på mig uden et ord, og jeg vidste, det var min tur til at blive scootet i land
Vores kaptajn var svær at klemme et smil ud af; mine mange vittigheder prellede alle af, men jeg havde på fornemmeren, at han alligevel er en flink fyr.
Efter godt en times håbløs pirkning er Tod ved at blive lidt gram i hu.
Gruppebillede af besætningen på den lille skude.
12. oktober 2007
Og skal vi lige se på en bunke lækkert anrettede kylleryller med næb og det hele, serveret efter alle kunstens regler, Holocaust-style. 
Her bliver der lige snuppet et drønflot baggrundsbillede til mobilen.
Og så til noget mere fredeligt, en meterlang kø af knallerter, arbejderklassens yndlingstransportmiddel, den ene mere liret end den anden.
Hvad disse ladyboys helt præcis ville med denne mærkelige aluminiums-anordning, er ikke til at vide, men det skete i hvert fald på ægte transvestit maner under stort ståhej.
Og så bliver der lige hældt lidt vand på bambusrørene. De indeholder en slags risengrød, der bliver fast og klæbrig og faktisk smager ganske godt, og vores tykke ven ved lige hvordan den slags skal behandles...
Her bliver der lige snuppet et drønflot baggrundsbillede til mobilen.
Og så til noget mere fredeligt, en meterlang kø af knallerter, arbejderklassens yndlingstransportmiddel, den ene mere liret end den anden.
Hvad disse ladyboys helt præcis ville med denne mærkelige aluminiums-anordning, er ikke til at vide, men det skete i hvert fald på ægte transvestit maner under stort ståhej.
Og så bliver der lige hældt lidt vand på bambusrørene. De indeholder en slags risengrød, der bliver fast og klæbrig og faktisk smager ganske godt, og vores tykke ven ved lige hvordan den slags skal behandles...
En rolig søndag i mangroven
Søndagen efter den hektiske spruttejagt var vi et smut forbi et mangrove-område, hvor tidevandet hver dag oversvømmer flere kvadratkilometer skovbund, ligesom vadehavet.
Ude på det lave vand stod muslingegårde så langt øjet rakte. Sådan en ville være et godt sted at nyde sin søndagsberlinger og en spandauer.
Vi kom lige før tidevandet og fandt skovbunden blottet og spræl-levende af fyre som den her dyndspringer
Og denne hersens lille, blå krabbefætter med en ordentlig boksehandske af en klosaks
Sådan ser en tallerken blæksprutte med tilbehør ud. Jeg er ved at få smag for det hav-gylle.
Selv de mest ydmyge pick-up trucks fungerer som lokal transport og gør det om ikke andet lidt sjovere at holde i kø for en glad kameraklovn som mig. 
Ude på det lave vand stod muslingegårde så langt øjet rakte. Sådan en ville være et godt sted at nyde sin søndagsberlinger og en spandauer.
Vi kom lige før tidevandet og fandt skovbunden blottet og spræl-levende af fyre som den her dyndspringer
Og denne hersens lille, blå krabbefætter med en ordentlig boksehandske af en klosaks
Sådan ser en tallerken blæksprutte med tilbehør ud. Jeg er ved at få smag for det hav-gylle.
Selv de mest ydmyge pick-up trucks fungerer som lokal transport og gør det om ikke andet lidt sjovere at holde i kø for en glad kameraklovn som mig. 
30. september 2007
Chinatown night out
Hej folk og andet godt,
Disse her billeder er fra Fredag aften, hvor vi blev slæbt en tur i Chinatown - Bangkok har altså også en.
Her er vi på blomstermarked. Det var et gigantisk marked, der åbner hver aften og er åbent om natten...(?), med flere blomster end jeg troede der eksisterer i hele verden. Sådan så boderne ud.
Det regnede temmelig meget, men Tod var ikke bleg for et sjovt lille ansigt. I forgrund, Dhou, som viste os rundt.
Endnu en Taxatur. Buddha sidder i sin krystalbobbel på instrumentbrættet og holder øje med, at alt går efter bogen
Og så skulle vi pokkertageme have noget at spise - den stod på seafood, hvilket jo ikke ligefrem er min kop te, men jeg prøvede sgu det hele, inklusive disse her fyre.
Der var en lettere trykket stemning blandt de håndjernsklædte krabber på dødsgangen.
Her er så menuen. Vi fik smagt det meste, dog ikke Bird nest, som, hvis jeg ikke tager fejl, er Svalereder, som hovedsageligt består af mudder, ekskrementer og spyt... eller hvad, far?
Lidt stemning fra det lille gadekøkken
Disse her billeder er fra Fredag aften, hvor vi blev slæbt en tur i Chinatown - Bangkok har altså også en.
Her er vi på blomstermarked. Det var et gigantisk marked, der åbner hver aften og er åbent om natten...(?), med flere blomster end jeg troede der eksisterer i hele verden. Sådan så boderne ud.
Det regnede temmelig meget, men Tod var ikke bleg for et sjovt lille ansigt. I forgrund, Dhou, som viste os rundt.
Endnu en Taxatur. Buddha sidder i sin krystalbobbel på instrumentbrættet og holder øje med, at alt går efter bogen
Og så skulle vi pokkertageme have noget at spise - den stod på seafood, hvilket jo ikke ligefrem er min kop te, men jeg prøvede sgu det hele, inklusive disse her fyre.
Der var en lettere trykket stemning blandt de håndjernsklædte krabber på dødsgangen.
Her er så menuen. Vi fik smagt det meste, dog ikke Bird nest, som, hvis jeg ikke tager fejl, er Svalereder, som hovedsageligt består af mudder, ekskrementer og spyt... eller hvad, far?
Lidt stemning fra det lille gadekøkken
Nu også mere BLOG
Iøvrigt har mit filmhold jo deres egen blog her:
http://rungingerrun.blogspot.com/
Hvor der, udover flere af mine fotos, er tegninger og sjov og ballade fra filmproduktionens fremskriden.
http://rungingerrun.blogspot.com/
Hvor der, udover flere af mine fotos, er tegninger og sjov og ballade fra filmproduktionens fremskriden.
Dagbog + samfundsanalyse
Lørdag d. 29. september
Kære dagbog,
Jeg vågnede klokken syv. Min mobil lynede og tordnede som et lille diskotek. Jeg vidste, at det ikke var tid til at snooze, som jeg plejer, for dagen var proppet med planer. Vores første fieldtrip ventede forude.
Jeg slæbte mit halvrådne legeme ud på badeværelset og tændte for bruseren, hvis iskolde piskesmæld haglede ned over mig et par minutter og peppede tingene lidt op; men straks jeg var tør, begyndte søvnen igen at kalde på mig nede fra dynerne. Jeg sad et par minutter på min sengekant og skummede af raseri indeni over tidspunktet. Jeg holder ikke af at blive sparket så tidligt ud af fjerene på en lørdag. Nå, det hjalp jo ikke at pive, så jeg satte noget hårdkogt rock på for fulde gardiner i de ti minutter det tog at børste tænder og få tøj på. Set i bakspejlet var det nok lidt hensynsløst over for mine thailandske naboer – men ok, de ser kongfu film og skændes klokken to om natten på hverdage, så helt dårligt har jeg det ikke med det. Det hjalp i hvert fald lidt på morgenfriskheden med en god gang pigtråd.
Frugtsælgeren på hjørnet holder åbenbart fri om lørdagen (eller også er han heller ikke morgenmenneske), så der var ingen morgen-ananas til mig. Jeg måtte nøjes med en gang appelsinjuice hos damen ti meter længere henne.
Ude foran studiet var de andre allerede mødt op og der holdt en stor, sølvglinsende minivan og ventede med motoren tændt. Et par minutter senere var vi på vej og Bangkoks beton-skyline for forbi vores søvnige øjne. Jeg faldt hurtigt i søvn igen og vågnede først, da bilen stoppede et ubestemt sted og vi skulle ud.
Der var ingen af os, der vidste, hvad det helt præcist var vi skulle se i løbet af dagen og det tilførte det hele et spændende overraskelses-element, men hjalp ikke til at få os til at fremstå mindre som de ignorante turister, vi jo - når alt kommer til alt - er. Senere skulle det vise sig, at dagens rytme mere eller mindre var: ud af minivan, opleve, tage billeder, ind i minivan, sove eller stene, ud af minivan osv… vi skulle helst ikke røre en finger, udover selvfølgelig for at trykke på knappen på vores kameraer, som vi da også flittigt gjorde.
Nu er det fair at forklare, at turen var arrangeret af firmaet, og vores guide var ejeren Jucks bror Dou (udtales som homer simpsons berømte catchphrase), som fulgte os rundt med venlig og diskret opførsel, krydrede vores oplevelser med informationer om seværdighederne, og, ikke mindst, høfligt insisterede på at betale for alle måltider og indgangsbilletter. Dette mødte da heller ikke nævneværdig modstand fra turens deltagere. Man vænner sig skræmmende hurtigt til at lade sine pengesedler blive i lommerne og bare tage imod al luksusen. Hvad turen konkret indeholdt af seværdigheder og oplevelser, vil jeg lade fotografierne om at beskrive for det gør de jo som bekendt bedst, faktisk præcis 1000 gange bedre end ord (eller hvordan det nu er), men det jeg bedst husker fra dagen, var en ukendt følelse, der gennem de sidste par uger langsomt, men stødt, har sneget sig ind på mig og nu fik sit gennembrud: Følelsen af at være rig.
Det er selvfølgelig ikke nogen overraskelse, at en gennemsnitsdansker har en stærkere økonomisk base end en gennemsnitsthai; men det er første gang jeg besøger et land og som rejsende befinder blandt de rige, i et lag, som standsmæssigt hviler ovenpå de fattigere lags skuldre. Samfundet er simpelthen konstrueret efter tjener/herre princippet; der er altid nogen, der kan tage slæbet for en, hvis man vifter med en pengeseddel (Jeg ved det samme til dels er tilfældet i Centralamerika, men på den tur gjorde Carl og jeg en dyd ud af at rejse og bo under så lurvede og beskidte (og billige) forhold som muligt).
Derhjemme er gæsten jo hverken rigere eller fattigere end den serverende, og af frygt for en spytklat i latten og til dels af ren og skær venlighed, sørger gæsten for at behandle den serverende ligeværdigt. (generelt set; vi har selvfølgelig også vores snobberi)
Her er det anderledes. Næsten alle forholdet er bygget op omkring forskellen mellem rig og fattig. Jo mindre, den rige ulejliges, jo bedre.
Flodbåden, vi på et tidspunkt sejlede på, naglede det fast. Det var en todækket, firkantet flodpram, øverste dæk åbent med solskærm og hvide duge på bordene. Underste dæk mørkt og – ja, mørkt. Jeg var nemlig ikke derinde på noget tidspunkt. Dou førte os elegant direkte ovenpå, hvor vi fik et fint bord oppe ved stævnen med personlig tjener.
Ikke på noget tidspunkt kom en gæst nede fra op ad trapperne for at se udsigten.
Men maden var fantastisk god og egentlig ikke snobbet på nogen måde. Tjeneren holdt hele tiden et skarpt øje med ølstanden i mit (og de andres) glas og var over mig hvis jeg bare så meget som kastede et blik over mod bordet med fulde flasker. Før jeg vidste af det, stod hun derovre med mit halvtomme glas og spurgte hvor mange isterninger, der skulle i min refill (det tog mig et par gange at forklare hende, at jeg helst ville drikke min øl uden, som vi jo er vant til)
Nå, før der går for meget samfundskritik i det hele, vil jeg sige, at turen på alle måder var helt fantastisk og et dejligt roligt afbræk fra Bangkoks larm. At samfundet er mere klasseopdelt end vores er ikke nødvendigvis kun dårligt, og jeg vil nok sige, at selv underklassen her generelt virker meget lykkelig og harmonisk. Her sammenligner jeg igen med Centralamerika, der efter min mening har alvorligere problemer end Thailand, i fh.t. USA's indflydelse og moderniseringen kontra den stringente katolicisme osv.
Jeg skraber jo kun overfladen, når jeg fra flodprammen peger mit digitalkamera ind på bredden og suger det beskedne indblik ned på mit flashkort. Indtil videre har det kun indfanget gode og dejlige ting. Og når man sidder midt på en snoet flod i dejlig varme med en kold øl i hånden og maven fuld af krydret thai mad og betragter livet, der sagte driver forbi på terrasser og små fortøjrede træbåde, mens et hyggeorkester spiller ”Sound of Silence med Simon & Garfunkel (med tyk thai accent), kan man ikke andet end at læne sig tilbage, snuse ind og hilse på den blå himmel og være helt igennem fantastisk lykkelig.
Det glædede mig også at se at underetagen, da vi lagde til kaj igen og jeg tumlede ned ad trapperne med en 3-4 øl i blodet, var ét stort karaoke-party og dørken knirkede af dansende thaier. De forstår fandeme at feste, og jeg var næsten ked af, at vi skulle videre, for en af thaigutterne hev fat i mig og ville have mig ud på dansegulvet til en god, kammeratlig svingom. Det kunne sgu have været morsomt. Men minivanen holdt klar på kajen med brummende motor og sølvglinsende fælge og ventede på at føre os videre på denne lille endags-odyssé i den thailandske oplevelsesparaply.
Kære dagbog,
Jeg vågnede klokken syv. Min mobil lynede og tordnede som et lille diskotek. Jeg vidste, at det ikke var tid til at snooze, som jeg plejer, for dagen var proppet med planer. Vores første fieldtrip ventede forude.
Jeg slæbte mit halvrådne legeme ud på badeværelset og tændte for bruseren, hvis iskolde piskesmæld haglede ned over mig et par minutter og peppede tingene lidt op; men straks jeg var tør, begyndte søvnen igen at kalde på mig nede fra dynerne. Jeg sad et par minutter på min sengekant og skummede af raseri indeni over tidspunktet. Jeg holder ikke af at blive sparket så tidligt ud af fjerene på en lørdag. Nå, det hjalp jo ikke at pive, så jeg satte noget hårdkogt rock på for fulde gardiner i de ti minutter det tog at børste tænder og få tøj på. Set i bakspejlet var det nok lidt hensynsløst over for mine thailandske naboer – men ok, de ser kongfu film og skændes klokken to om natten på hverdage, så helt dårligt har jeg det ikke med det. Det hjalp i hvert fald lidt på morgenfriskheden med en god gang pigtråd.
Frugtsælgeren på hjørnet holder åbenbart fri om lørdagen (eller også er han heller ikke morgenmenneske), så der var ingen morgen-ananas til mig. Jeg måtte nøjes med en gang appelsinjuice hos damen ti meter længere henne.
Ude foran studiet var de andre allerede mødt op og der holdt en stor, sølvglinsende minivan og ventede med motoren tændt. Et par minutter senere var vi på vej og Bangkoks beton-skyline for forbi vores søvnige øjne. Jeg faldt hurtigt i søvn igen og vågnede først, da bilen stoppede et ubestemt sted og vi skulle ud.
Der var ingen af os, der vidste, hvad det helt præcist var vi skulle se i løbet af dagen og det tilførte det hele et spændende overraskelses-element, men hjalp ikke til at få os til at fremstå mindre som de ignorante turister, vi jo - når alt kommer til alt - er. Senere skulle det vise sig, at dagens rytme mere eller mindre var: ud af minivan, opleve, tage billeder, ind i minivan, sove eller stene, ud af minivan osv… vi skulle helst ikke røre en finger, udover selvfølgelig for at trykke på knappen på vores kameraer, som vi da også flittigt gjorde.
Nu er det fair at forklare, at turen var arrangeret af firmaet, og vores guide var ejeren Jucks bror Dou (udtales som homer simpsons berømte catchphrase), som fulgte os rundt med venlig og diskret opførsel, krydrede vores oplevelser med informationer om seværdighederne, og, ikke mindst, høfligt insisterede på at betale for alle måltider og indgangsbilletter. Dette mødte da heller ikke nævneværdig modstand fra turens deltagere. Man vænner sig skræmmende hurtigt til at lade sine pengesedler blive i lommerne og bare tage imod al luksusen. Hvad turen konkret indeholdt af seværdigheder og oplevelser, vil jeg lade fotografierne om at beskrive for det gør de jo som bekendt bedst, faktisk præcis 1000 gange bedre end ord (eller hvordan det nu er), men det jeg bedst husker fra dagen, var en ukendt følelse, der gennem de sidste par uger langsomt, men stødt, har sneget sig ind på mig og nu fik sit gennembrud: Følelsen af at være rig.
Det er selvfølgelig ikke nogen overraskelse, at en gennemsnitsdansker har en stærkere økonomisk base end en gennemsnitsthai; men det er første gang jeg besøger et land og som rejsende befinder blandt de rige, i et lag, som standsmæssigt hviler ovenpå de fattigere lags skuldre. Samfundet er simpelthen konstrueret efter tjener/herre princippet; der er altid nogen, der kan tage slæbet for en, hvis man vifter med en pengeseddel (Jeg ved det samme til dels er tilfældet i Centralamerika, men på den tur gjorde Carl og jeg en dyd ud af at rejse og bo under så lurvede og beskidte (og billige) forhold som muligt).
Derhjemme er gæsten jo hverken rigere eller fattigere end den serverende, og af frygt for en spytklat i latten og til dels af ren og skær venlighed, sørger gæsten for at behandle den serverende ligeværdigt. (generelt set; vi har selvfølgelig også vores snobberi)
Her er det anderledes. Næsten alle forholdet er bygget op omkring forskellen mellem rig og fattig. Jo mindre, den rige ulejliges, jo bedre.
Flodbåden, vi på et tidspunkt sejlede på, naglede det fast. Det var en todækket, firkantet flodpram, øverste dæk åbent med solskærm og hvide duge på bordene. Underste dæk mørkt og – ja, mørkt. Jeg var nemlig ikke derinde på noget tidspunkt. Dou førte os elegant direkte ovenpå, hvor vi fik et fint bord oppe ved stævnen med personlig tjener.
Ikke på noget tidspunkt kom en gæst nede fra op ad trapperne for at se udsigten.
Men maden var fantastisk god og egentlig ikke snobbet på nogen måde. Tjeneren holdt hele tiden et skarpt øje med ølstanden i mit (og de andres) glas og var over mig hvis jeg bare så meget som kastede et blik over mod bordet med fulde flasker. Før jeg vidste af det, stod hun derovre med mit halvtomme glas og spurgte hvor mange isterninger, der skulle i min refill (det tog mig et par gange at forklare hende, at jeg helst ville drikke min øl uden, som vi jo er vant til)
Nå, før der går for meget samfundskritik i det hele, vil jeg sige, at turen på alle måder var helt fantastisk og et dejligt roligt afbræk fra Bangkoks larm. At samfundet er mere klasseopdelt end vores er ikke nødvendigvis kun dårligt, og jeg vil nok sige, at selv underklassen her generelt virker meget lykkelig og harmonisk. Her sammenligner jeg igen med Centralamerika, der efter min mening har alvorligere problemer end Thailand, i fh.t. USA's indflydelse og moderniseringen kontra den stringente katolicisme osv.
Jeg skraber jo kun overfladen, når jeg fra flodprammen peger mit digitalkamera ind på bredden og suger det beskedne indblik ned på mit flashkort. Indtil videre har det kun indfanget gode og dejlige ting. Og når man sidder midt på en snoet flod i dejlig varme med en kold øl i hånden og maven fuld af krydret thai mad og betragter livet, der sagte driver forbi på terrasser og små fortøjrede træbåde, mens et hyggeorkester spiller ”Sound of Silence med Simon & Garfunkel (med tyk thai accent), kan man ikke andet end at læne sig tilbage, snuse ind og hilse på den blå himmel og være helt igennem fantastisk lykkelig.
Det glædede mig også at se at underetagen, da vi lagde til kaj igen og jeg tumlede ned ad trapperne med en 3-4 øl i blodet, var ét stort karaoke-party og dørken knirkede af dansende thaier. De forstår fandeme at feste, og jeg var næsten ked af, at vi skulle videre, for en af thaigutterne hev fat i mig og ville have mig ud på dansegulvet til en god, kammeratlig svingom. Det kunne sgu have været morsomt. Men minivanen holdt klar på kajen med brummende motor og sølvglinsende fælge og ventede på at føre os videre på denne lille endags-odyssé i den thailandske oplevelsesparaply.
Fieldtrip no. 1 wörter und bilder
Og her er så lørdagens fotografiske udbytte: Jeg må på forvejen med skælvende hjerte erkende, at kronologien er fucked up, men jeg skal gøre mit bedste for, med informative kommentarer, at gøre oplevelsen nogenlunde acceptabel.
Ja, jeg ved godt at et billede af et tempel ikke er det bedste kick-off, men dette kæmpekompleks af søjler og templer var altså temmelig fantastisk i det dalende sollys.
Og det gjorde det ikke værre at de dersens træer stod i fuld blomst og hyggede sig blandt de historiske vingesus.
Og en lille blomst til pigerne
Den der trækrone var bare FUCKING stor og sej. Mit nye yndlingstræ efter egen i rørvig
Jannick poserer smukt foran endnu et tempel
Denne her bus havde sikkerheden helt i top: med otte-ni spejle på hver side af forruden kan det ikke gå galt og man kan let se, hvis man har noget siddende i tænderne
Et af stoppene var en elefantpark. Vi hang ud sammen med den her krabat, en teenage elefant. Jeg har glemt dens navn, men vi kan jo kalde ham Terminator
Terminators ejere sørger for lidt dansemusik til de flapørede krabater
Et traditionelt thai tempel skal I da også lige have med. Indeni er der en gigantisk budda af guld som uomtvisteligt sparker røv på vores ynkelige jesuskrucifikser.
Hello!
Vores flodbåd var pænt pyntet op til den flotte dag.
El Capitan...han styrede os trygt og godt gennem den brune flod med rutine og kølig sømandsattitude
Vi tog fandeme mange billeder den dag. Her er det gringoen Greg, der giver den gas med sit 30D (modellen før min 40D - yesss)
Vores personlige tjener, der var thailandsk mester i lyn-refill og også en flink pige.
Floderne er stadig vigtige transport årer for thaierne og der er masser af arbejde til de utrættelige, små slæbebåde
Appelsinjuice.
Maahir skitser og ser boheme-cool ud - staklen er midt i rhamadanen og måtte se til med løbende tænder mens vi andre frådede vores superfrokost.
Dhou, vores kære tur-guide er en flink fyr, men vist ikke helt glad for kameraer.
Et tempel-mikadospil fortalte mig min fremtid, og den står på dette ark.
Tod er også vild med at fotografere
En masse frugter, som jeg ikke ved hvad hedder - men flot ser det ud...
Kongens gamle sommerpalads, chinese style
Det var et temmelig tjekket palads, med tårn og det hele...
Det var det.
Ja, jeg ved godt at et billede af et tempel ikke er det bedste kick-off, men dette kæmpekompleks af søjler og templer var altså temmelig fantastisk i det dalende sollys.
Og det gjorde det ikke værre at de dersens træer stod i fuld blomst og hyggede sig blandt de historiske vingesus.
Og en lille blomst til pigerne
Den der trækrone var bare FUCKING stor og sej. Mit nye yndlingstræ efter egen i rørvig
Jannick poserer smukt foran endnu et tempel
Denne her bus havde sikkerheden helt i top: med otte-ni spejle på hver side af forruden kan det ikke gå galt og man kan let se, hvis man har noget siddende i tænderne
Et af stoppene var en elefantpark. Vi hang ud sammen med den her krabat, en teenage elefant. Jeg har glemt dens navn, men vi kan jo kalde ham Terminator
Terminators ejere sørger for lidt dansemusik til de flapørede krabater
Et traditionelt thai tempel skal I da også lige have med. Indeni er der en gigantisk budda af guld som uomtvisteligt sparker røv på vores ynkelige jesuskrucifikser.
Hello!
Vores flodbåd var pænt pyntet op til den flotte dag.
El Capitan...han styrede os trygt og godt gennem den brune flod med rutine og kølig sømandsattitude
Vi tog fandeme mange billeder den dag. Her er det gringoen Greg, der giver den gas med sit 30D (modellen før min 40D - yesss)
Vores personlige tjener, der var thailandsk mester i lyn-refill og også en flink pige.
Floderne er stadig vigtige transport årer for thaierne og der er masser af arbejde til de utrættelige, små slæbebåde
Appelsinjuice.
Maahir skitser og ser boheme-cool ud - staklen er midt i rhamadanen og måtte se til med løbende tænder mens vi andre frådede vores superfrokost.
Dhou, vores kære tur-guide er en flink fyr, men vist ikke helt glad for kameraer.
Et tempel-mikadospil fortalte mig min fremtid, og den står på dette ark.
Tod er også vild med at fotografere
En masse frugter, som jeg ikke ved hvad hedder - men flot ser det ud...
Kongens gamle sommerpalads, chinese style
Det var et temmelig tjekket palads, med tårn og det hele...
Det var det.
21. september 2007
Og, for dem, der ikke ved det, hvis man hellere vil laese tegneserier, kan man bare hoppe ind ved siden af paa
http://jeppesandholt.blogspot.com/
eller bare gaa ind paa "se hele min profil" eller hvad den nu hedder paa din komputer, og gaa ind paa "Jeppe Sandholt's Stuff"
Hep Hey
http://jeppesandholt.blogspot.com/
eller bare gaa ind paa "se hele min profil" eller hvad den nu hedder paa din komputer, og gaa ind paa "Jeppe Sandholt's Stuff"
Hep Hey
Vær hilset, kære læser af denne halsbrækkende og balstyriske blog.
I dag kiggede jeg på mit timeglas og overraskedes over, at der allerede er gået næsten to uger siden en flyvemaskine landede i Bangkok Lufthavn og jeg steg ud af den. Tiden går altså ikke, som mange ellers tror, langsommere i Bangkok end andre steder, nærmest tværtimod. Hvis mit praktikophold var en lagkage, ville jeg allerede have spist næsten en sjettedel, hvis I altså kan forestille jer mig spise en hel lagkage. Jeg kan jo godt lide lagkager, ved I. Nå, nok madsnak - bundlinjen er, at jeg sgu er ved at falde til herovre. Jeg forundres ikke længere over den tonstunge varme, der sætter sig på en som en stor, varm og ubehagelig blåhval hver gang man stikker hovedet ud af en dør. Jeg har lært at bruge aircondition, selvom jeg prøver at spare på den. (Det skidt KAN bare ikke være sundt for miljøet) Om morgenen vækker min mobiltelefon mig med samme tone som derhjemme, jeg er megabombet og min tandpasta smager som den plejer og min seng virker ligeså tillokkende, som den altid har gjort, mens jeg tøvende tumler ud i bad.
De 15-20 gadehandlere, jeg passerer hver morgen på min 4½ minut lange gåtur på arbejde, genkender mig efterhånden (hvilket er nemt, jeg er den eneste lyshårede dude med skæg i miles omkreds) og jeg nikker og smiler og siger ”sawadee hrap” så godt som jeg nu kan til dem alle sammen. Så ankommer jeg til The Monk (studiet), stadig bombet og med bittesmå, skulende øjne, og skummer et kvarters tid over en kop kaffe, mens jeg glor på mails og foretager andre overspringshandlinger for ikke at komme for hektisk i gang med dagens dont.
Min opgave er storyboards og koncept design. Vi får udleveret en sekvens; et stykke manuskript på f.eks. 1 minut og skal så foreslå, hvordan den del af filmen skal klippes. Instruktøren har naturligvis en stil og nogle ideer, vi skal lægge os op ad, men Tod er flink, så der er masser af plads til at få sine egne abekattestreger med i historien.
Det handler om at lave en hel masse små, tændstiksmands agtige skitser af hvert skud, så man kan give instruktøren en ide om hvad man har tænkt sig. Så enten nikker han eller ryster på hovedet.
Kort sagt handler historien om en kagemand, der pisser en masse irere af og derfor må flygte til udlandet med en ræv. Læg i det, hvad man vil, men det skal nok blive sjovt; der er masser af mindreårsfadølsdruk og lagkagehumor i min sekvens.
Lige nu designer jeg en masse elementer til baggrunde osv. og glor på en masse fotos af Irland, som jeg så prøver tappe ned i tegnefilmens univers.
Kongen for fanden, ham har jeg sgu helt glemt. Hvis I tror danskerne er pjattede med deres kongehus, så skal man fandeme bare tage til Thailand. I sammenligning med Thailands konge kommer Mary til at ligne en våd papfigur af Marianne Jelved. Thailands konge er en levende legende. Der eksisterer en nærmest guddommelig stemning omkring ham og han findes afbildet overalt; i stuer, i restauranter, under taxachaufførens bakspejl, ikke ulig (og nu vover jeg pelsen) gode gamle Formand Mao. Det første man ser i lufthavnen er et megaskilt med ”LONG LIVE THE KING” og før enhver biograffilm skal alle rejse sig op, og så kører en lille reklamefilm i gyldent sollys, hvor han gives æren for alt, hvad der er smukt og frugtbart i landet. Korn, Fiskeri, Børn, Hæren. Hver mandag er gul trøjedag, fordi han vist nok blev født på en mandag.
Jeg grænser til majestætsfornærmelse og forræderi og kan sikkert regne med landsforvisning og halshugning med rusten og beskidt le ved bare at være en kende skeptisk omkring ham – så hold tæt, folkens - men det virker mildest talt lidt wack at tilbede en gammel mand på den måde. Han bliver 80 i november, men jeg har ikke set et eneste billede af ham med gråt hår. Still going strong, I guess. Hvad pokker gør de når han kradser af?
Nå, nu kommer der et lille billedshow fra min sidste uge i Bangkok
I dag kiggede jeg på mit timeglas og overraskedes over, at der allerede er gået næsten to uger siden en flyvemaskine landede i Bangkok Lufthavn og jeg steg ud af den. Tiden går altså ikke, som mange ellers tror, langsommere i Bangkok end andre steder, nærmest tværtimod. Hvis mit praktikophold var en lagkage, ville jeg allerede have spist næsten en sjettedel, hvis I altså kan forestille jer mig spise en hel lagkage. Jeg kan jo godt lide lagkager, ved I. Nå, nok madsnak - bundlinjen er, at jeg sgu er ved at falde til herovre. Jeg forundres ikke længere over den tonstunge varme, der sætter sig på en som en stor, varm og ubehagelig blåhval hver gang man stikker hovedet ud af en dør. Jeg har lært at bruge aircondition, selvom jeg prøver at spare på den. (Det skidt KAN bare ikke være sundt for miljøet) Om morgenen vækker min mobiltelefon mig med samme tone som derhjemme, jeg er megabombet og min tandpasta smager som den plejer og min seng virker ligeså tillokkende, som den altid har gjort, mens jeg tøvende tumler ud i bad.
De 15-20 gadehandlere, jeg passerer hver morgen på min 4½ minut lange gåtur på arbejde, genkender mig efterhånden (hvilket er nemt, jeg er den eneste lyshårede dude med skæg i miles omkreds) og jeg nikker og smiler og siger ”sawadee hrap” så godt som jeg nu kan til dem alle sammen. Så ankommer jeg til The Monk (studiet), stadig bombet og med bittesmå, skulende øjne, og skummer et kvarters tid over en kop kaffe, mens jeg glor på mails og foretager andre overspringshandlinger for ikke at komme for hektisk i gang med dagens dont.
Min opgave er storyboards og koncept design. Vi får udleveret en sekvens; et stykke manuskript på f.eks. 1 minut og skal så foreslå, hvordan den del af filmen skal klippes. Instruktøren har naturligvis en stil og nogle ideer, vi skal lægge os op ad, men Tod er flink, så der er masser af plads til at få sine egne abekattestreger med i historien.
Det handler om at lave en hel masse små, tændstiksmands agtige skitser af hvert skud, så man kan give instruktøren en ide om hvad man har tænkt sig. Så enten nikker han eller ryster på hovedet.
Kort sagt handler historien om en kagemand, der pisser en masse irere af og derfor må flygte til udlandet med en ræv. Læg i det, hvad man vil, men det skal nok blive sjovt; der er masser af mindreårsfadølsdruk og lagkagehumor i min sekvens.
Lige nu designer jeg en masse elementer til baggrunde osv. og glor på en masse fotos af Irland, som jeg så prøver tappe ned i tegnefilmens univers.
Kongen for fanden, ham har jeg sgu helt glemt. Hvis I tror danskerne er pjattede med deres kongehus, så skal man fandeme bare tage til Thailand. I sammenligning med Thailands konge kommer Mary til at ligne en våd papfigur af Marianne Jelved. Thailands konge er en levende legende. Der eksisterer en nærmest guddommelig stemning omkring ham og han findes afbildet overalt; i stuer, i restauranter, under taxachaufførens bakspejl, ikke ulig (og nu vover jeg pelsen) gode gamle Formand Mao. Det første man ser i lufthavnen er et megaskilt med ”LONG LIVE THE KING” og før enhver biograffilm skal alle rejse sig op, og så kører en lille reklamefilm i gyldent sollys, hvor han gives æren for alt, hvad der er smukt og frugtbart i landet. Korn, Fiskeri, Børn, Hæren. Hver mandag er gul trøjedag, fordi han vist nok blev født på en mandag.
Jeg grænser til majestætsfornærmelse og forræderi og kan sikkert regne med landsforvisning og halshugning med rusten og beskidt le ved bare at være en kende skeptisk omkring ham – så hold tæt, folkens - men det virker mildest talt lidt wack at tilbede en gammel mand på den måde. Han bliver 80 i november, men jeg har ikke set et eneste billede af ham med gråt hår. Still going strong, I guess. Hvad pokker gør de når han kradser af?
Nå, nu kommer der et lille billedshow fra min sidste uge i Bangkok
Først skal vi lige slå en ting helt fast: Thailand er teknologisk fuldstændig fremme i skoene og med på noderne; her demonstrerer en Taxachauffør sit HYPERdrive for os. Jeg nåede lige at knipse et billede før vi jumpede til Lightspeed. Sådan, Thailand!
En dame laver en sælger en bid mad til forbipasserende i en sen aftentime. Den bod skal pokkertageme stå HELT op ad vejkanten. Mindre kan ikke gøre det. 
Sådan ser min lejlighed cirka ud fra gaden. Flot farve, ikke sandt? Stedet vi bor kan nærmest beskrives som et beboelseshotel - der bliver gjort rent på mit værelse (SWEEEEET) og skiftet sengetøj en gang om ugen og der er en slags reception med vagter og en lille butik og endda et vaskeri, med bloody HÅNDKRAFT! firmaet betaler heldigvis...jeg klager ikke. 
Her er vi inde og gafle en shawarma i midtbyen. Der er knald på neonskiltene, skulle jeg hilse og sige. 
Taxaen er en billig, men langtfra altid hurtig løsning. Der er bare for mange biler i bangkok. Til gengæld kan man jo få nogle pæne billeder ud af det. 
Min homeboy Jannick guffer en gang thai-frokost i sig. Hver dag bestiller man en ret og så står den bare klar til eliminering kl. 12. 
The Monk Studio har en dejlig jungleagtig gård, hvor man kan hænge ud i pauserne. Der bor både firben og skrubtudser og en kat ved navn Jinx. Midt i billedet sidder vi så og spiser vores frokost. Mums.
Gangbroen mellem mit arbejde og min lejlighed har pæne lyserøde blomster, der bliver vandet når det regner. Jeg håber de kan lide bilos. 
En meget klog kat ved navn Max. Tilhører Mark, en animator på studiet og er meget fotogen.
Forrest, Min instruktør, Tod, i færd med at give Dave (bagerst), instruktøren på Paddle Pop isreklamen, megaklø i Wii Boxing. Det er fandeme et videospil der vil noget. 
16. september 2007
Og så, mine damer og herrer, kommer her det første brev fra jeres onkel rejsende Mac:
Gu ved hvordan pokker jeg egentlig skal gribe det her skriveri an…
Første uge…hmm…Bangkok er en stor, beskidt by. Ting, jeg har studset over: Der er varmt udenfor og koldt indenfor og bilerne kører i den forkerte side af vejen. Der er ingen børn på gaden og heller ingen gamle mennesker. Findes de overhovedet? Bliver de bare tryllet frem som voksne thaier i en bygning et eller andet sted? Nej, det er fjollet. Videre.
Nå, men den første uge har selvfølgelig været alt for sprængfyldt med indtryk til at det kan forfattes i korthed, men noget kan jeg vel fortælle…
Første aften; en super jetlagged Jeppe bliver slæbt med ind i et massagepalads af Tod, vores amerikanske instruktør som bor i Bangkok. Kæmpe receptionsdesk, massage-menukort og smilende massøser. Her må det tilføjes, at der ikke er tale om en massageklinik med røde lamper og happy ending som vi kender dem hjemme fra Nørrebro og andre skumle kvarterer, men om en faktisk MASSAGEklinik. Så bare rolig, Irina og andre, der måtte frygte at jeg allerede har rodet mig ud i noget snavs. OK, pludselig ligger jeg på en behagelig madras i en slags kimono, mens en ydmyg, men kyndig thaikvinde i tyverne går løs på min krop med nærmest umenneskelig styrke, i hvert fald set i forhold til hendes beskedne størrelse. Det er en hyggelig og til tider temmelig smertefuld oplevelse, hvor jeg på et tidspunkt, med ansigtet begravet i madrassen og fortrukket i et forpint udtryk, må gøre mig et indre notat i retning af: ”Nå for pokker, der står sgu en kvinde oven på mine baller”. Hun siger noget og fniser til sin kollega, der er i gang med Tod. Han oversætter, at hun brokker sig over, at jeg har ”very hard legs”, hvilket er sjovt, for jeg lå og syntes hun havde ufatteligt hårde hænder, som jeg efterfølgende gør mig endnu et indre notat over.
Alting slutter godt, alle mine muskler er nu officielt blevet berørt af menneskehænder.
Tillykke med fødselsdagen til min storebror PER.
Ladyboys: Det er fandeme noget syret stads og har været kilde til mange indre kortslutninger i min hjerne. Man spankulerer tilfreds hen ad fortovet og får øje på et par smukke dameben skruet ned i en kort, stram kjole. Elevatorblikket kører ubesværet opad og det er jo ganske fornøjeligt – alt er som det skal være - indtil øverste etage; et mandeansigt, godt smurt ind i krigsmaling. Her begynder det for alvor at knage og brage og ryge fra ens indre tandhjul. Og hvis han/hun endda smiler og blinker til en og endnu værre, siger noget med sin dybe manderøst, bryder systemet fuldstændig sammen.
Lidt ligesom at have spist en hel æbletærte og så få at vide, at det i virkeligheden var pærer og at der var orm i dem alle sammen. Måske ikke den høfligste sammenligning, men skidt pyt. Der er i hvert fald stadig ingen grund til at frygte for at Jeppe skulle blive snavset.
Før dette forvirrede rejsebrev bliver alt for langt, kan jeg berette, at jeg nu er ejer af et DIGITAL kamera, og endda af et temmelig pænt et af slagsen – så fra nu af kommer der billeder til ordene!
Savner solskin uden smog. Tror faktisk ikke, jeg har set solen en eneste gang endnu.
Tak for denne gang og fred være med jer.
Love fra Jeppe
Gu ved hvordan pokker jeg egentlig skal gribe det her skriveri an…
Første uge…hmm…Bangkok er en stor, beskidt by. Ting, jeg har studset over: Der er varmt udenfor og koldt indenfor og bilerne kører i den forkerte side af vejen. Der er ingen børn på gaden og heller ingen gamle mennesker. Findes de overhovedet? Bliver de bare tryllet frem som voksne thaier i en bygning et eller andet sted? Nej, det er fjollet. Videre.
Nå, men den første uge har selvfølgelig været alt for sprængfyldt med indtryk til at det kan forfattes i korthed, men noget kan jeg vel fortælle…
Første aften; en super jetlagged Jeppe bliver slæbt med ind i et massagepalads af Tod, vores amerikanske instruktør som bor i Bangkok. Kæmpe receptionsdesk, massage-menukort og smilende massøser. Her må det tilføjes, at der ikke er tale om en massageklinik med røde lamper og happy ending som vi kender dem hjemme fra Nørrebro og andre skumle kvarterer, men om en faktisk MASSAGEklinik. Så bare rolig, Irina og andre, der måtte frygte at jeg allerede har rodet mig ud i noget snavs. OK, pludselig ligger jeg på en behagelig madras i en slags kimono, mens en ydmyg, men kyndig thaikvinde i tyverne går løs på min krop med nærmest umenneskelig styrke, i hvert fald set i forhold til hendes beskedne størrelse. Det er en hyggelig og til tider temmelig smertefuld oplevelse, hvor jeg på et tidspunkt, med ansigtet begravet i madrassen og fortrukket i et forpint udtryk, må gøre mig et indre notat i retning af: ”Nå for pokker, der står sgu en kvinde oven på mine baller”. Hun siger noget og fniser til sin kollega, der er i gang med Tod. Han oversætter, at hun brokker sig over, at jeg har ”very hard legs”, hvilket er sjovt, for jeg lå og syntes hun havde ufatteligt hårde hænder, som jeg efterfølgende gør mig endnu et indre notat over.
Alting slutter godt, alle mine muskler er nu officielt blevet berørt af menneskehænder.
Tillykke med fødselsdagen til min storebror PER.
Ladyboys: Det er fandeme noget syret stads og har været kilde til mange indre kortslutninger i min hjerne. Man spankulerer tilfreds hen ad fortovet og får øje på et par smukke dameben skruet ned i en kort, stram kjole. Elevatorblikket kører ubesværet opad og det er jo ganske fornøjeligt – alt er som det skal være - indtil øverste etage; et mandeansigt, godt smurt ind i krigsmaling. Her begynder det for alvor at knage og brage og ryge fra ens indre tandhjul. Og hvis han/hun endda smiler og blinker til en og endnu værre, siger noget med sin dybe manderøst, bryder systemet fuldstændig sammen.
Lidt ligesom at have spist en hel æbletærte og så få at vide, at det i virkeligheden var pærer og at der var orm i dem alle sammen. Måske ikke den høfligste sammenligning, men skidt pyt. Der er i hvert fald stadig ingen grund til at frygte for at Jeppe skulle blive snavset.
Før dette forvirrede rejsebrev bliver alt for langt, kan jeg berette, at jeg nu er ejer af et DIGITAL kamera, og endda af et temmelig pænt et af slagsen – så fra nu af kommer der billeder til ordene!
Savner solskin uden smog. Tror faktisk ikke, jeg har set solen en eneste gang endnu.
Tak for denne gang og fred være med jer.
Love fra Jeppe
De første par billeder
180 grader Panorama
fra altanen.
fra altanen.Her bliver der lige leget lidt med det nye kamera.
Længst til venstre: Min ydmyge hybel. Læg mærke til de friske sengetøjsfarver. Venstre: Jeppe har lige købt et kamera. Nedenfor: Spionskud af mine naboers hus.
Længst til venstre: Min ydmyge hybel. Læg mærke til de friske sengetøjsfarver. Venstre: Jeppe har lige købt et kamera. Nedenfor: Spionskud af mine naboers hus.
13. september 2007
Abonner på:
Indlæg (Atom)
