Og så, mine damer og herrer, kommer her det første brev fra jeres onkel rejsende Mac:

Gu ved hvordan pokker jeg egentlig skal gribe det her skriveri an…
Første uge…hmm…Bangkok er en stor, beskidt by. Ting, jeg har studset over: Der er varmt udenfor og koldt indenfor og bilerne kører i den forkerte side af vejen. Der er ingen børn på gaden og heller ingen gamle mennesker. Findes de overhovedet? Bliver de bare tryllet frem som voksne thaier i en bygning et eller andet sted? Nej, det er fjollet. Videre.

Nå, men den første uge har selvfølgelig været alt for sprængfyldt med indtryk til at det kan forfattes i korthed, men noget kan jeg vel fortælle…
Første aften; en super jetlagged Jeppe bliver slæbt med ind i et massagepalads af Tod, vores amerikanske instruktør som bor i Bangkok. Kæmpe receptionsdesk, massage-menukort og smilende massøser. Her må det tilføjes, at der ikke er tale om en massageklinik med røde lamper og happy ending som vi kender dem hjemme fra Nørrebro og andre skumle kvarterer, men om en faktisk MASSAGEklinik. Så bare rolig, Irina og andre, der måtte frygte at jeg allerede har rodet mig ud i noget snavs. OK, pludselig ligger jeg på en behagelig madras i en slags kimono, mens en ydmyg, men kyndig thaikvinde i tyverne går løs på min krop med nærmest umenneskelig styrke, i hvert fald set i forhold til hendes beskedne størrelse. Det er en hyggelig og til tider temmelig smertefuld oplevelse, hvor jeg på et tidspunkt, med ansigtet begravet i madrassen og fortrukket i et forpint udtryk, må gøre mig et indre notat i retning af: ”Nå for pokker, der står sgu en kvinde oven på mine baller”. Hun siger noget og fniser til sin kollega, der er i gang med Tod. Han oversætter, at hun brokker sig over, at jeg har ”very hard legs”, hvilket er sjovt, for jeg lå og syntes hun havde ufatteligt hårde hænder, som jeg efterfølgende gør mig endnu et indre notat over.
Alting slutter godt, alle mine muskler er nu officielt blevet berørt af menneskehænder.

Tillykke med fødselsdagen til min storebror PER.

Ladyboys: Det er fandeme noget syret stads og har været kilde til mange indre kortslutninger i min hjerne. Man spankulerer tilfreds hen ad fortovet og får øje på et par smukke dameben skruet ned i en kort, stram kjole. Elevatorblikket kører ubesværet opad og det er jo ganske fornøjeligt – alt er som det skal være - indtil øverste etage; et mandeansigt, godt smurt ind i krigsmaling. Her begynder det for alvor at knage og brage og ryge fra ens indre tandhjul. Og hvis han/hun endda smiler og blinker til en og endnu værre, siger noget med sin dybe manderøst, bryder systemet fuldstændig sammen.
Lidt ligesom at have spist en hel æbletærte og så få at vide, at det i virkeligheden var pærer og at der var orm i dem alle sammen. Måske ikke den høfligste sammenligning, men skidt pyt. Der er i hvert fald stadig ingen grund til at frygte for at Jeppe skulle blive snavset.

Før dette forvirrede rejsebrev bliver alt for langt, kan jeg berette, at jeg nu er ejer af et DIGITAL kamera, og endda af et temmelig pænt et af slagsen – så fra nu af kommer der billeder til ordene!

Savner solskin uden smog. Tror faktisk ikke, jeg har set solen en eneste gang endnu.

Tak for denne gang og fred være med jer.

Love fra Jeppe