HALVVEJS og stadig ON FIRE

Jaså, kære venner, så blev det sgu november!
I sandhed en herlig måned, hvor de sidste blade overgiver sig, falder til jorden og dør. Snottet løber i stride strømme og kastanjedyrene har for længst fået vinterpels.
Her i Bangkok har vi nu, hvis mine beregninger ikke er helt i skoven, tygget os gennem halvdelen af vores lille efterårseksil. Det er næsten holdt helt op med at regne og det er faktisk lidt ærgerligt; når vejret ikke skifter, kan det være svært at mærke tiden gå. Men man skal nok være i Thailand for at anskue det på den måde. Men jo, vi er i sandhed begyndt at kunne tælle weekenderne til vores hjemkomst. Weekenderne som stadig er oversået af action og garantrisset bliver ved med at være det til vi sidder i Boeing’en den 17. december. Lyder det som om jeg længes hjem? Tjo, det gør jeg vel, tre½ måned er jo ikke bare lige et blink med øjnene.
Meeeen - der er som sagt stadig fut i kedlerne herovre; sidste weekend tog Maahir, Susanne og jeg et smut tilbage til Animal Rescue Center på egen hånd. Det var dejligt befriende at være af sted alene uden guide og uden sølvpil, pludselig følte man sig ikke så infantil mere, selvom vores thailandske værter, som vanen forpligter, gjorde hvad de kunne for at arrangere alting for os. Men vi rejste alene og de osende busstationer og hårde plastiksæder kastede venligt mine tanker tilbage på mine og Carls dage som rygsækrotter i Centralamerika.
Tilbage til Thailand:
På centret havde vi 2 dage, som vi guffede i os med rødglødende skitsebøger og abekattestreger. Vi fik også sludret lidt med de frivillige på stedet, som typisk tilbringer en måneds tid i selskab med gibboner, krokodiller og næsehornsfugle m.m. De har en travl og beskidt hverdag (de frivillige, altså), op klokken 6 og ind i junglen for at banke elefanterne op, ud i ananas-plantagen og hugge skud til foder, skrubbe tigerens swimmingpool ren, børste tænder på krokodillen og babysitte abeungerne. For os tegneglade hippier var det en dejlig weekend med rotur på søen og sol på de computerslaskede og smogafblegede arme. Slanger så vi også et par stykker af.
Mest den fladtrykte art, der holder til på landevejene, men et par levende blev det da også til – faktisk er slangehistorier blevet en fast del af hverdagen herovre: I firmaets baghave, som jeg tidligere har vist billeder af, er der for nylig blevet fundet både levende og døde slanger – en af dem en død cobra…wow. Og for godt en uge siden blev Yee, Marks kone, bidt af en slange, mens de luftede hunden. Hendes ben hævede til dobbelt størrelse, men nu er hun vist oppe at gå igen. Spændende er det i hvert fald. Jo mere jeg kommer ud af Bangkok, jo mere går det op for mig, hvor stort og smukt et land Thailand er; jeg må tilbage en dag med rygsæk på ryggen og busbilletter i lommerne. Og anti-cobra-spray.

Denne søndag var vi igen af sted med Sølvpilen, denne gang med den berejste Pi Duck, programmør på studiet, og et par af de kontoransatte som ledsagere.
Jeg vil lade billederne fortælle om den tur; her kommer en stak fotos fra de sidste to uger: