Cha-am Squid Fishing

Vi ankommer langt om længe til kysten. Byen Cha-am afslutter denne weekend en to ugers festival (for hvad fandt jeg aldrig ud af), så strandpromenaden er oversået med madboder, forlystelser og mennesker. Det er ikke ligefrem tropesol, faktisk overskyet, men heldigvis stadig varmt og rart, så vi finder en strandrestaurant, hvor vi lige kan hænge ud et par timer, før solen går ned. Det bliver også til en tur med bananbåd (ikke en båd med bananer, men en oppustelig tingest trukket efter en vandscooter), hvorefter vi æder og forbereder os på aftenens eventyr: Blækspruttefiskeri. Inde i mit hoved dukker der straks billeder op af kæmpetentakler, der stiger op af havet omkring båden og slynger mandskab og bådshager til højre og venstre, så det er med spænding i kroppen, jeg lidt senere finder vej gennem mørket ned til afgangspladsen med de andre. Så går det lige pludselig hurtigt; Vi får stukket en redningsvest i favnen og kaldt ned til vandkanten i par. Her står en vandscooter og en 17-18årig purk klar og havet er kulsort. Nogen hundrede meter ude ligger nogle små, gyngende pramme, kun synlige på grund af to neongrønne lysstofrør, der sidder på et ophæng som vinger over hver båd, og som eftersigende skulle virke som fluepapir på sprutter. Med andre ord: Det ser ikke ud af meget og pludselig sidder jeg bagest på en vandscooter med Jannick foran og brændingen slår indover den lille maskine.
Bag mig står førnævnte purk med en fod på hver ski og bøjer sig ind over os. Så gir han den gas og vi brøler derudaf. De modkørende bølger giver os en god flyvetur med jævne mellemrum og jeg klamrer mig til mit kamera og til Jannick og overbeviser mig selv om, at thai-gutten har styr på begivenhederne.
Det her er sgu noget andet end kanotur i Sverige.
Vi kommer endelig udover brændingen og sætter kurs mod blæksprutteskuden. Bølgerne er mere jævne, så det bliver muligt at nyde overfarten og råbe diverse obskøniteter til det sorte hav med vinden i håret og saltvandet sprøjtende til alle sider. Det var ret fedt.

Blækspruttefiskeri. Hm. Ingen gigantiske tentakler – ingen kaptajn Nemo – ingen action. Vi får udleveret en fesen rulle fiskeline meget lig dem, rollingerne fisker krabber med i Rørvig havn og så er det ellers bare ned på bunden med krogen – UDEN madding…? Vores kaptajn er en slidt søulk med vindbidte rynker, klædt i sort, så det eneste man ser i mørket, er hans ansigt, underarme og gløden på hans cigaret, der kører i pendulfart til og fra hans mund. En time går. Halvanden. Vi får drukket et par bajer og spist chips – og hvis man skiftede neonrørene ud med levende lys, kunne man næsten snakke om lejrbålsstemning – men ellers sker der ikke en skid. Det burde ikke være så svært: Dyret har 10 arme og SUGEKOPPER; hvor svært kan det være at fange en?
Vi var 10 turister og det eneste vi fik på krogen, var koralblomster.
Der kommer dog sprutte på krogen. Det er selvfølgelig kaptajnen, der hiver den op. En lille, hvid satan på en 15 cm, som han giver et godt, gedigent enhånds-tryk-16, så blæk og havvand skydes ud over rælingen, som om det var en vandpistol eller en urinblære, der stod bag og der går et gisp gennem publikum. Derefter sendes det fladtrykte, tiarmede og temmelig ilde tilredte kræ rundt til inspektion. Det er sgu et underligt dyr.
Jeg har stadig den gode kaptajn mistænkt for at have taget fusen på os med blækspruttefangsten. Havde han den bare klar i en spand oppe i stævnen og så bare på krogen osv?

Under alle omstændigheder smagte sprutten fremragende, da vi, efter en halv time og endnu en vandscootertur, atter var på land og i nærheden af en grill. Men der var sgu ikke meget kød på krabaten.

Jeg vil lade fortællingen slutte en times tid senere, da Jannick og jeg afsluttede aftenen på behørig vis med et par kolde øl på molen med festivalens rock’n’roll i ørerne, en frisk brise i ansigtet og hovedet fuld af venlige tanker hjem til vores kolde, efterårsplagede hjemland.

Hav det nu godt alle sammen, flere bulletiner følger efterhånden som tingene udvikler sig!
Godnat.



Stilleben med Vandscooter, hav og Blækspruttebåd


Kaptajnen pegede bare på mig uden et ord, og jeg vidste, det var min tur til at blive scootet i land
Vores kaptajn var svær at klemme et smil ud af; mine mange vittigheder prellede alle af, men jeg havde på fornemmeren, at han alligevel er en flink fyr.
Efter godt en times håbløs pirkning er Tod ved at blive lidt gram i hu.
Gruppebillede af besætningen på den lille skude.